[:da]Second Skin Experiment er et udviklingsprojekt, hvor formålet har været at undersøge dukken som en anden hud og overgange og møder mellem dukke og menneske. Udgangspunkterne har været afstøbninger af performernes egne kroppe og dukken som en ekstra hud, man kan iføre sig og tage af.

Second Skin Experiment er optaget som forsøg på Forsøgsstationen i sæson 15/16. Første del af projektet fandt sted i december-januar 2015-16. Publikum blev inviteret indenfor til dialog omkring potentialet i arbejdet ved to offentlige visninger d. 15. januar i The Changing Room og d. 22. januar på Forsøgsstationen.

Pt. evalueres arbejdet og der udarbejdes en rapport om forsøget, som vil blive offentlig tilgængelig. Uddrag af arbejdet vil desuden blive vist på forsøgsplatformen på Forsøgsstationen d. 17. juni 2016.

Medvirkende:
Idekvinde, forsøgsleder og kunstnerisk leder: Anette Asp Christensen
Kropsfragmenter, kostumer: scenograf Katrine Nilsen og Anette Asp Christensen Dukker i samarbejde med de medvirkende.
Performere og dukkespillere: Stine Q. Pagh, Ingrid Tranum Velásquez og Anette Asp Christensen
Dramaturgisk konsulent: Jette Lund

Projektet er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.Kunstfonden_LOGO_small_JPG

Billeder fra procesvisningen d. 22. januar:

[easingslider id=”457″]

 

Anette Asp Christensen er forsøgsleder og skriver om forsøget:
Det er en leg med krop og dukke og forholdet mellem de to: Relationen, spændingen og den fysiske interaktion mellem den levende performer og de døde kropsdele.
Vi arbejder med de helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er en dukke, og hvordan og hvornår opstår den? Hvilke temaer, samt fysiske og visuelle udtryk og fortællinger opstår? Hvad gør denne dukke levende? Hvordan reflekterer den vores eksistens?

Vi har udviklet dukker i form af fragmenter, dele der kan tages på og tilføjes performerens krop som ekstra lemmer eller deformiteter, så dukken overtager dele af den levende krop. Vi har udforsket humanettens forskellige greb, som f.eks. udvidelser af og ændringer i kroppens form, udvidelser af legemsdele, gentagelser eller tilføjelser, forlængelser, forskydninger, forøgelser, ombytninger og forvrængninger. Enkelte dele er udviklet, så de antager karakter af selvstændige lemmer, hoveder, ben etc., der kan relateres til den levende krop på forskellig vis. Fragmenterne animeres, dels aktivt af performerne, dels indirekte i kraft af publikums behov for at se helheder. Via lånte overflader, kropsdele og hule aftryk, opstår derved livsbetingelser for nye, uventede eksistenser.”

 [:]