UDSIGTER FRA MIN BEDSTEMORS KØKKEN er en fortløbende undersøgelse af hvad det vil sige at have rødder og høre hjemme et sted, som tager afsæt i performer og dukkespiller Anette Asp Christensens erindring om hendes egen sønderjyske bedstemor.

Publikum inviteres ind i et privat køkken, hvor de bænkes tæt omkring køkkenbordet. Der dækkes op med Bedstemors blåblomstrede kaffestel og imens der fortælles, bages boller og serveres kaffe fra komfuret, bydes publikum op til samtale. Den gamle dame selv blander sig også efterhånden, dels i form af en miniaturemodel af hendes eget køkken og dels i skikkelse af en animeret dukke, alt imens tiden, livet og verdenshistorien langsomt filtreres igennem hendes køkkenvindue.

Bedstemors historie, som tysksindet sønderjyde, født i året for Genforeningen og senere gift ind i en dansksindet familie, føjer sig naturligt til en større fortælling om en landsdel, der var, og til stadighed er, et grænseland mellem forskellige nationale tilhørsforhold og sindelag. Hvad betyder det at have hjemme i et grænseland, hvad betyder nationalitet egentlig og hvordan hører man i det hele taget hjemme? Hvordan så verden ud gennem Bedstemors køkkenvindue dengang og hvordan ser den ud nu - og hvad har hendes verden at sige os idag? 

Den aktuelle version #2 udfoldes gennem praktisk og historisk research, samt private køkkenbordsmøder, som tilsammen tegner en bevægelse gennem Sønderjylland, hvor der, ud over historiske perspektiver, også inddrages personlige erfaringer og aktuelle udsigter omkring det at høre hjemme. Det antropologiske researchteam består af Anette Asp Christensen og Katrine Nilsen, der sammen forfølger Bedstemors og Sønderjyllands historie – nu og dengang – og de paradokser, der følger med. Optegnelser og resultater fra denne research, kan bl.a. ses her på denne blog.

UDSIGTER FRA MIN BEDSTEMORS KØKKEN #2 produceres af WunderVerk og havde premiere d. 6. juni 2016 i forbindelse med Det Frie Felts Festival.

 

Kunstfonden_LOGO_small_JPGProjektstøtteudvalget for Scenekunst

 

Gem

Save