Er lige vendt hjem fra Sønderjylland igår, hvor vi har opsøgt steder, lokalarkiver og museer, i et forsøg på at blive klogere, både på Bedstemors og på Sønderjyllands historie. Jeg ved ikke om vi er blevet klogere, men nu ved vi i hvert fald mere, end da vi tog afsted. Dels har vi fundet ud af, at detektiv- og slægtsforskningsarbejde er spændende, men ikke helt så enkelt og ligetil. Dels er vi –  især jeg tror jeg – begyndt at ane, hvor kompleks og til tider sprængfyldt, Sønderjyllands historie er – før, nu og i fremtiden. Et grænseland, fuld af potentielle modsætninger og minefelter – ‘ikke rør’ ved den rosin … når du strammer garnet, kvæler du jo barnet’. Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på Peter Fabers ellers så uskyldige tekst, til Højt fra træets grønne top fra 1848.
Alt ånder dog fred og fordragelighed og folk er utroligt imødekommende og hjælpsomme. Der er en ligefrem stouthed og stolthed over de fleste, men jeg kan også godt mærke at der dukker en lille smule usikkerhed og mistro frem, når vi begynder at spørge ind til mere følsomme emner og fortæller lidt om hvorfor vi er her. Og jeg forstår dem godt. Der er alt for mange fordomme om Sønderjylland. Men det er jo netop derfor vi er her – for at ‘grave et spadestik dybere i den Sønderjyske muld’!
Men selvom vi har talt meget om, at vi ikke ønsker at udlevere nogen, så begynder det at gå op for mig, at det vil være svært helt at undgå, at udlevere noget. Vi bliver dog også mere og mere bevidste om, at vi jo ikke er journalister, men kunstnere, som er her for at bearbejde og belyse emnet ‘at høre hjemme’.