Forfatter: Anette

Optegnelser fra Uge

Hmmm…..historien hænger ved. Bismarck-vand. Spottet i køkkenet på Uge Lystfiskeri og Camping, hvor vi bor og arbejder pt. Vi har brugt aftenen på at finde rundt i Sønderjyllands omtumlede historie – og lige præcis Bismarck fylder en hel del i det historiske landskab. Vi har delt lejr-køkken med nogle meget venlige tyskere, som var heroppe for at fiske. En af børnene træner til konkurrence-fiskeri.

Vi fylder en hel del med alt vores habengut af dukker, klippeklistrede landkort, små dimsedutter og dingenoter og har faktisk indtaget hele køkkenet. Men vi finder en ordning, da vores medgæster entrerer køkkenet. Vi fortæller, at vi er i gang med at udvikle en krigsscene med udgangspunkt i alt det, der er sket i Sønderjylland igennem tiden. De er nysgerrige og vil gerne kigge i vores kufferter og kasser. Især én kvinde i selskabet får vi en længere snak med. Hun fortæller, at tiderne er svære i Tyskland lige nu. At det tyske styre ikke tænker på de mindrebemidlede, at det er svært at betale huslejen, at det er problematisk med alle de flygtninge, som Merckel lukker ind lige nu. For hvor skal pengene komme fra?

Teksten på flasken siger: ”Når verden til stadighed bliver mere kompleks, er det vigtigt at holde hovedet klart. Til det har vi en helt særlig kilde: Fyrst Bismarck. En mand, der stod for klarhed. Og en vand, der er præcis som ham.” Tænk, hvis Bismarck havde fået det med. Og tænk at vand markedsføres i en krigsstrategs navn. Tankevækkende.

Foto: Anette Asp Christensen

Hjemmefødninge, fæstebønder og tyske aner

IMG_3101

Vi har igen taget en hæsblæsende tur gennem slægstsforskningsarkiverne. Jeg har brug for at slå ned et sted. Her kommer det!

Jürgen Hansen Bühnsen, født 1750. Min tip-tip-tip-tip oldefar, når jeg følger min bedstemors fars linje. Hvor Jürgen fødes vides ikke, heller ikke hvor og hvornår, han er død. Men hans navn lyder umiskendeligt tysk! ifølge en flittig slægtsforsker fra Tyskland, som jeg støder på i min research, er Jürgen Hausvater og Bohlsmann. Han er den sidste, der er oplysninger om i hans linje. Længere tilbage kan jeg ikke komme. Ifølge et leksikon over historiske erhverv i Slesvig-Holsten var en Bohlsmann i Herzogtum Schleswig en, der har et bol, altså en gård. Jürgen har været gårdmand. Men ifølge min private kilde, har han været “zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”, ligesom hans søn Jes, født i 1771, har været det.

Hvad betyder det og hvor ligger Ahretoft? Og adeligt? Min første indskydelse er, at Ahretoft må være et gods, der ligger i Tyskland, og jeg søger på godser med sådan et navn. Men det viser sig, at Ahretoft er det tyske navn for Årtoft. Og Årtoft ligger ikke i Tyskland, men i Danmark, faktisk ikke mere end et par km fra Bjerndrup, hvor min bedstemor er født. Nu ligger der en plantage.

Den del af min bedstemors familie har altså boet omtrentligt det samme sted i godt 250 år. Følger jeg linjen af Hansen’er tilbage op igennem tiden til bedstemors far, som var landmand, så er der desuden god grund til at tro, at de alle har været bønder. Det er tankevækkende! Har ingen af dem haft lyst til at rejse ud? Komme ud på eventyr? Nye udsigter og horisonter? Er det ikke meget almindeligt menneskeligt at ville opleve verden? Er hele min familie bønder og hjemmefødninge?

Jeg leder efter en forklaring. Hvad betyder det at være bonde på det her tidspunkt i historien? Årtoft har åbenbart hørt sammen med Søgård Gods, der var det største gods i Slesvig. Ahlefeldt’erne har siddet på magten her i 300 år. Landbrugets ejerforhold har på denne her tid været organiseret i fæstevæsnet. Dvs. at udtrykket “Zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”  næsten kun kan betyde, at Jürgen og Jes har begge været fæstebønder under Årtoft, som nok har været en storgård, der har ligget under Søgaard Gods.  Men den sidste Ahlefeldt døde i 1722, og godset blev solgt. Så Jürgen og hans søn har været fæstebønder under en vis landråd Godske von Thiesen og senere, i 1786, grev Werner von der Schulenburg. Som fæstebønder har de skullet betale en årlig ydelse til herremanden som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. OG desuden gøre hoveri, det vil sige pligtarbejde for godsejeren. OG betale tiende  – en tiendedel af indkomsten til kirken. En tiendel! OG forskellige skatter til staten. Godsejeren har selvfølgelig haft ansvaret for, at de skatter blev betalt, og hvis Jürgen og Jes ikke kan betale, ja så må godsejeren jo lægge ud, og står de i gæld til godsejeren. Sådan har fæstevæsnet fungeret i kongeriget Danmark. Som en tilføjelse bliver Stavnsbåndet også indført i Danmark i perioden 1733. Officielt for at godsejerne kan skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kan udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen. Størst betydning har det for sønnerne i familien, der er bundet til deres (hjem-)stavn fra de er 14. til de er 40 år. Det ophæves først i 1788-1800, i etaper vel at mærke – mod at godsejerne ikke længere har ansvar for at stille soldater.

Jeg kommer igen i tanker om, at jeg jo skal passe lidt på med, hvad jeg kalder Danmark. På Søgård Gods indføres ganske vist arvefæste og selveje af von der Schulenburg, og hoveriet afløses istedet af afgift. Men det ser ikke ud til at hertugdømmerne er pligtige til at følge alle dele af Jyske Lov. Der har i Sønderjylland også eksisteret en anden form for begrænsning af bøndernes frihed, som ikke kun omfatter bindingen til gården og tjeneste på godset. Den omfatter både mænd og kvinder og dermed f.eks. også indgåelse af ægteskab: Livegenskabet. Det bliver indført i 1614 på de adelige godser i det meste af Holsten og dele af Slesvig, men når åbenbart aldrig til Kongeriget. Ophæves endeligt i 1805.

Det gør mig lidt oprørt at finde ud af, at folk i min slægt har levet under sådan nogle forhold. Ikke at jeg synes, jeg kender disse mennesker. Det er jo så abstrakt med en tip-tip-tip-tip. Men en bestemt kultur er vel ikke sådan lige at tage livet af. Og noget bliver vel videregivet til de næste generationer. En indstilling, en måde at se tingene på, i bedste fald en fornuftig pragmatisme måske? Men er det egentlig muligt for mig – her 250 år efter – at  sidde og dømme om de forhold?

At klippeklistre et blik ovenfra

Foto_ Anette Asp Chrisensen
Foto_ Anette Asp Chrisensen

Jeg vil have et kort over Sønderjylland, finde ud af hvor grænserne har været trukket gennem tiden. Det er ikke bare lige, faktisk temmelig svært at finde et, der er større end A4-format. Helst vil jeg gerne have et, der fylder hele bordet, og som kan give mig et strategisk overblik. Men jeg bliver alligevel forbavset, da jeg i min research opdager, at de fleste kort af ældre dato er udfærdiget i forbindelse med forskellige krigsherrers forsøg på netop det samme.
Jeg har ikke adgang til Forsvarets Arkiver, så jeg printer dele af kort ud fra nettet, klistrer dem sammen med tape, zoomer ind og zoomer ind, forsøger at nå ned gennem de historiske lag. Indprenter mig alle veje ind og ud af Bjerndrup og Kliplev, hvor min bedstemor og bedstefar voksede op og mødte hinanden. De boede på hver sin side af jernbanen, som i øvrigt blev anlagt af prøjserne, da området var tysk. Et par kilometer fra hinanden. Finder et kort fra 1864, hvor jernbanen ikke er kommet endnu. Det fortælles, at der i gamle dage skal have været en kirkesti, der har forbundet de to byer, og at den gik igennem gårdspladsen på “Klemhest”, hvor min bedstefar boede. Jeg forestiller mig, at min bedstemor går ad den sti ind til Kliplev. Prøver at nå ind under papiret. Hvordan er vejret? Skinner solen? Hvad skal hun derinde? Hvad tænker hun? Og på hvilket sprog?

Klip fra stemningen i 1920

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv

Vi er på Tinglev Lokalarkiv. Leder efter oplysninger om den tyske folkehøjskole, hvor bedstemor var elev i slutningen af 30’erne. Vi spørger også om alt muligt andet, om Tinglevs lokalhistorie, om forholdet mellem dansk og tysk. Tinglev har et stort tysk mindretal og flere institutioner, bl.a. en børnehave, en skole, en efterskole og et tysk bibliotek, tysk gudstjeneste. En venlig arkivar forsøger at finde materiale frem til os. Det er svært, for vi ved ikke helt, hvad vi leder efter. Han finder nogle gamle afskrifter af aviser frem, som en ildsjæl engang har skrevet ind på gammeldags skrivemaskine.
Jeg bladrer lidt omkring 1920 og finder annoncer, som privatpersoner har indrykket i “Tonderne Zeitung” op til afstemningen i 1920. Én maner til besindighed mellem danske og tyske borgere og foreslår grundlæggelsen af en helt ny republik under navnet “Nordmark” og med Flensborg som hovedstad. Andre vil hjem til Danmark. Jeg undrer mig over sproget, ikke at det er på tysk, men den der politiske højstemthed, den nationale patos, alle de forventninger til hjemstavnen, der ligger mellem ordene.

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv

En note om det at være fremmed

Vi har været forbi huset på Kløvermarken. Huset ligner sig selv, der står det med de gule mursten. Jeg øjner det store birketræ i haven bagved. Men på en eller anden måde synes farverne alligevel at være falmede. Var trægavlene ikke sorte? Jeg synes, at jeg kan huske, at vi malede dem sorte (os børnebørn blev sat til at bestille noget). Eller måske er de bare blevet malet i en anden farve i mellemtiden? Jeg lægger mærke til stilheden igen, men denne gang er den iørefaldende. Der bor nye mennesker i huset, og vi har ikke nogen aftale. I bedstemors køkkenvindue fanger jeg et glimt af en fremmed kvinde, og jeg skynder mig at gå ned ad vejen. Det er jo ikke hende, der er fremmed, det er mig. Jeg føler, at jeg slet ikke har noget at gøre her. Vejen virker pludselig øde, og jeg er ekstremt bevidst om de lave hække langs husene. Fuglene kvidrer lystigt til mig. Der er frit udsyn fra naboernes vinduer og direkte indkig i deres haver. Jeg kommer i tanker om den gamle banesti, som vi af og til gik ture ad og beslutter mig for at spadserer en tur ned ad den i selskab med mine minder. Jeg er glad for at hækken ud mod banestien i det mindste er lidt høj. Næste gang laver vi en aftale!

Video: Anette Asp Christensen

En jordprøve

Fil 09-04-2016 09.09.34_Crop
Vi fandt Bedstemors “Hjemmen” og efterfølgende blev jagten sat ind på Bedstefars. Bedstefars “Hjemmen” gik under navnet “Klemhest”.

Vi har fået at vide, at vi skal lede i udkanten af Kliplev – ikke meget at gå efter – men vi tænker, at hvis vi kører efter plovmarkerne, så går vi ikke galt i byen. Vi tager sigte fra Mørks Kro og Kliplev Kirke og kører ud af byen. Det skulle ca. være her. Vi finder en vej, som hedder Potterhusvej. Det er ganske vist en grusvej, eller måske ovenikøbet en markvej, men længere ude på landet kan man jo vist ikke komme, så vi tager chancen. Det passer meget godt med mine forestillinger. Der er sort jord alle steder, læhegn og ikke noget, der ligner en by. Inde på marken på venstre side passerer vi en en gravko, der er ved at læsse noget. Bagved ser jeg en ensilage-stak, dækket med plastic. Ensilage er syregærede, grønne urter, der bruges som foder. Som børn var vi med til at lægge plastik over og sikre dem med bildæk, så vinden ikke blæste plastikken af. Synes at jeg kan lugte det syrede græs.

Vi kører længere ud ad grusvejen. Til højre. midt ude på en plovmark, ser vi et lille vandhul omgærdet af små risede træer og buske. Pludselig stopper vejen ude ved motorvejen. Vi vender om og bliver enige om, at “Klemhest” nok har ligget ved det der vandhul. Jeg får den pludselige indskydelse, at jeg må have noget jord med hjem. Katrine finder fluks en pose frem, som om hun allerede vidste, at det var det jeg ville gøre, når jeg stod der. Jeg fylder et par håndfulde plovmuld og en sten op i posen, og der står jeg så med en “jordprøve” fra noget, som jeg egentlig ikke rigtig ved hvad er, men som jeg tror rigtig meget på er slægtsmuld.

Jagten på “Æ hjemmen”

Bjerndrupmark (Mandag d. 21. marts 2016) Foto: Katrine Nilsen

Vi kører rundt i det sønderjyske, forsøger at forbinde de steder, som min bedstemor gennem sit liv har været knyttet til.

Vi starter med at forsøge at finde “Æ hjemmen”, bedstemors fødegård. Den skulle ligge på Bjerndrup Mark lidt uden for Bjerndrup. Vi har faktisk en adresse og er fuldt udstyret med Google maps, men enten er det de små snørklede veje, der bringer os på afveje eller også er det landskabet, de mange pløjemarker, der forvirrer os. Overalt er jorden sort. Vi passerer flere gårde undervejs, og alle er potentielt min bedstemors “hjemmen”. Vi er faret vild.

Da vi stopper bilen et øjeblik for at orientere os, bestiger jeg diget langs vejen for at se, om det dog ikke skulle ligge deroppe. Endnu en pløjemark med sort, tung muld. Jeg mener at gården skal ligge på en mark, og at den skulle være hvidkalket. Jeg øjner også et hvidt hus derude mellem træer.

Det er da jeg står deroppe, at jeg lægger mærke til blæsten. Den er kraftig og har et godt tag i mig. Det får mig til at tænke på, at jeg et sted har læst, at store dele af egnen har ligget hen som hedeslette engang, Tinglev-sletten hed den vist, og at bønderne med tiden har lært sig at sætte læhegn for at tæmme vinden.

Længere nede ad vejen finder vi bedstemors “hjemmen”. Det er ikke hvidkalket, men står med nye, røde mursten. Alt ser ud til at være nyt, stuehuset, staldbygningerne. På den anden side af vejen, bag læhegnet, kører en stor traktor rundt, en dreng kommer løbende ud på vejen med kurs mod matriklen. Vi synes pludselig, at vores rekognocering bliver meget tydelig. Vi har hørt historier om, at tyvebander, folk der kommer forbi og “glemmer at banke på” er blevet et stort problem i det sønderjyske efter at Schengen-aftalen er trådt i kraft og grænserne er blevet åbnet. Så vi lister bilen videre ud af vejen og prøver at gøre som om, vi ikke er der.