Kategori: København

Den danske sang er… fra Sønderjylland?!

Foto: Katrine Nilsen
Øverst: “DANSK FOLKESANGBOG – udsendt paa Kong Christian den Tiendes 70 aars fødselsdag” (Odense 26. sept. 1940) Nederst: “NORDENS STEMME – samling av nordiska dikter för skola och hem, utgiven av “Nordens Frihet” (Stockholm 1941) Foto: Katrine Nilsen

Der er så meget i danmarkshistorien, og i dette tilfælde i særdeleshed den danske sangskat, der pludselig falder på plads og giver mening, når man begynder at forstå, i hvilken sammenhæng de er blevet forfattet.

I vores søgen efter melodier og sangtekster til dette projekt, er vi bl.a. faldet over disse to sangbøger, udgivet i starten af 2. verdenskrig. De er, sammen med de andre vi har fundet, fulde af velkendte sange, som jeg i hvert fald selv mange gange har sunget med på, blevet berørt og forført af, i den tro at de handlede om netop denne tid. Men sandheden er jo, efterhånden som den går op for mig, at rigtig rigtig mange af disse vemodige fædrelandssange, i virkeligheden er udsprunget og farvet af de Sønderjyske krige fra 1848 til 1864, men at de er blevet gemt og glemt af sin samtid, for siden at blive taget frem igen og genbrugt i nye krigs- og krisetider.

Et eksempel er Peter Fabers Dengang jeg drog afsted, også kendt som Den tapre landsoldat. Sangen udkom i særtryk den 10. april 1848, dagen efter de danske tropper havde besejret den slesvig-holstensk styrke i slaget ved Bov, treårskrigens første militære træfning og Danmarks første og indtil nu eneste borgerkrig. Gratis eksemplarer blev sågar sendt afsted til de sejrende danske tropper i Sønderjylland. Stoltheden og sejrsrusen ville ingen ende tage og sangen blev utroligt populær. Alle sang med på den, selv kendte kunstnere som ægteparret Heiberg og H. C. Andersen spillede og citerede fra den, og der var tanker om at gøre den til nationalsang. Men så kom nederlaget ved Dybøl i 1864 og med det forvandt sangen pludselig ud i glemslen. Altså lige indtil den år senere blev omskrevet og oversat til flere sprog og genbrugt i flere lignende sammenhænge, senest under 2. verdenskrig, hvor den genopstod som en form for protestsang under den tyske besættelse.
En anden lige så kendt sang er Johan Ottosens Det haver så Nyeligen regnet. Teksten er fra 1890, 26 år efter nederlaget ved dybøl i 1865, hvor hele Sønderjylland var under Preussisk styre. Bismarcks blut und boden politik havde bl.a. lagt stort pres på det danske sprog i Slesvig. Som et oprør stiftedes Studentersamfundets Sønderjyske Samfund (4 S), for at appellere til offentligheden nord for Kongeågrænsen om støtte. Sangen blev oprindelig forfattet i forbindelse med foreningens besøg i København i marts 1890, men blev hurtigt til lidt af en protestsang for sønderjyderne, selvom – eller måske netop fordi – den blev forbudt. Det er måske også forklaringen på, at den igen fik stor udbredelse i forbindelse med den tyske besættelse under 2. verdenskrig.

Og sådan er der flere eksempler. Kunsten kan som bekendt have stor magt og indflydelse, og er ofte et udtryk for og et modsvar mod de fremherskende strømninger i et samfund – herunder den politik og de krige der bliver ført. Hvor resten af nationen efter 1864 følte sig knuget og lammet af at landet pludselig var beskåret med næsten en femtedel helt op til Kongeåen, så blev sangen, lige som kaffebordet, åbenbart en del af de danske sønderjyders stille og stædige oprør imod det preussiske styre.

Kilder:
————–
Sangen der vandt krigenAnne Marie Lebech-Sørensen, Information 17. august 1998
Danmarks svimlende nationalfølelse efter 1864, Pernille Stensgaard, Weekendavisen ??.??.2016
ugle.dk
Grænseforeningen.dk

Et kongerige for et køkken!

Foto: Katrine Nilsen

Vi har været på udkig efter et køkken i København, til premieren i Juni under Det Frie Felts Festival. Det viser sig ikke at være helt enkelt at finde og bekræfter ordsproget om, at køkkenet er hjemmets arne, sådan som det jo også var for Bedstemor. Folk er interesserede, men den daglige logistik i moderne fortravlede børnefamilier kræver stategi, så det er ikke helt overskueligt at lade os råde over hjemmets mest centrale rum i så mange dage.
Men det er lykkedes, og vi er rigtig glade for valget. Ikke bare er det verdens hyggeligste køkken, men det ligger også i en gade, som er opkaldt efter et af de navnkundige slag på den sønderjyske hede, så det kan næsten ikke være mere passende. Mere afslører vi ikke. Hvis man vil opleve det selv, så se nærmere her

Slagplaner i køkkenet

Slagmark i køkkenet
Foto: Katrine Nilsen

Idag lægger vi de sidste slagplaner! Vi prøver at få styr på hele den Sønderjyske regions lange og forvirrende historie med jyder, anglere, danere, vikinger, jarler og hertuger og måske – måske ikke, et par søndre jyder hist og her. Vi bevæger os helt tilbage til omkring år nul, hvor det meste formodentlig var hede, skov og marskland, og hele vejen op igennem totusinde års krige, handelskonflikter og grænsedragninger, for at finde svar på, hvad det vil sige at være dansk og hvornår. Hvornår og hvor opstod Sønderjylland egentlig?
Vi diskuterer dramaturgiske strategier og angrebspunkter, til vi er helt forpustede. Det er om at 
holde tungen lige i munden, og ikke fortabe sig alt for meget i detaljer. Dem er der mange af. Om lidt pakker vi bilen og fortsætter, når vi kommer frem. Imorgen skal det afprøves og diskuteres. Men vi har stadig et par timers arbejde foran os endnu.

Hjemmefødninge, fæstebønder og tyske aner

IMG_3101

Vi har igen taget en hæsblæsende tur gennem slægstsforskningsarkiverne. Jeg har brug for at slå ned et sted. Her kommer det!

Jürgen Hansen Bühnsen, født 1750. Min tip-tip-tip-tip oldefar, når jeg følger min bedstemors fars linje. Hvor Jürgen fødes vides ikke, heller ikke hvor og hvornår, han er død. Men hans navn lyder umiskendeligt tysk! ifølge en flittig slægtsforsker fra Tyskland, som jeg støder på i min research, er Jürgen Hausvater og Bohlsmann. Han er den sidste, der er oplysninger om i hans linje. Længere tilbage kan jeg ikke komme. Ifølge et leksikon over historiske erhverv i Slesvig-Holsten var en Bohlsmann i Herzogtum Schleswig en, der har et bol, altså en gård. Jürgen har været gårdmand. Men ifølge min private kilde, har han været “zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”, ligesom hans søn Jes, født i 1771, har været det.

Hvad betyder det og hvor ligger Ahretoft? Og adeligt? Min første indskydelse er, at Ahretoft må være et gods, der ligger i Tyskland, og jeg søger på godser med sådan et navn. Men det viser sig, at Ahretoft er det tyske navn for Årtoft. Og Årtoft ligger ikke i Tyskland, men i Danmark, faktisk ikke mere end et par km fra Bjerndrup, hvor min bedstemor er født. Nu ligger der en plantage.

Den del af min bedstemors familie har altså boet omtrentligt det samme sted i godt 250 år. Følger jeg linjen af Hansen’er tilbage op igennem tiden til bedstemors far, som var landmand, så er der desuden god grund til at tro, at de alle har været bønder. Det er tankevækkende! Har ingen af dem haft lyst til at rejse ud? Komme ud på eventyr? Nye udsigter og horisonter? Er det ikke meget almindeligt menneskeligt at ville opleve verden? Er hele min familie bønder og hjemmefødninge?

Jeg leder efter en forklaring. Hvad betyder det at være bonde på det her tidspunkt i historien? Årtoft har åbenbart hørt sammen med Søgård Gods, der var det største gods i Slesvig. Ahlefeldt’erne har siddet på magten her i 300 år. Landbrugets ejerforhold har på denne her tid været organiseret i fæstevæsnet. Dvs. at udtrykket “Zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”  næsten kun kan betyde, at Jürgen og Jes har begge været fæstebønder under Årtoft, som nok har været en storgård, der har ligget under Søgaard Gods.  Men den sidste Ahlefeldt døde i 1722, og godset blev solgt. Så Jürgen og hans søn har været fæstebønder under en vis landråd Godske von Thiesen og senere, i 1786, grev Werner von der Schulenburg. Som fæstebønder har de skullet betale en årlig ydelse til herremanden som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. OG desuden gøre hoveri, det vil sige pligtarbejde for godsejeren. OG betale tiende  – en tiendedel af indkomsten til kirken. En tiendel! OG forskellige skatter til staten. Godsejeren har selvfølgelig haft ansvaret for, at de skatter blev betalt, og hvis Jürgen og Jes ikke kan betale, ja så må godsejeren jo lægge ud, og står de i gæld til godsejeren. Sådan har fæstevæsnet fungeret i kongeriget Danmark. Som en tilføjelse bliver Stavnsbåndet også indført i Danmark i perioden 1733. Officielt for at godsejerne kan skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kan udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen. Størst betydning har det for sønnerne i familien, der er bundet til deres (hjem-)stavn fra de er 14. til de er 40 år. Det ophæves først i 1788-1800, i etaper vel at mærke – mod at godsejerne ikke længere har ansvar for at stille soldater.

Jeg kommer igen i tanker om, at jeg jo skal passe lidt på med, hvad jeg kalder Danmark. På Søgård Gods indføres ganske vist arvefæste og selveje af von der Schulenburg, og hoveriet afløses istedet af afgift. Men det ser ikke ud til at hertugdømmerne er pligtige til at følge alle dele af Jyske Lov. Der har i Sønderjylland også eksisteret en anden form for begrænsning af bøndernes frihed, som ikke kun omfatter bindingen til gården og tjeneste på godset. Den omfatter både mænd og kvinder og dermed f.eks. også indgåelse af ægteskab: Livegenskabet. Det bliver indført i 1614 på de adelige godser i det meste af Holsten og dele af Slesvig, men når åbenbart aldrig til Kongeriget. Ophæves endeligt i 1805.

Det gør mig lidt oprørt at finde ud af, at folk i min slægt har levet under sådan nogle forhold. Ikke at jeg synes, jeg kender disse mennesker. Det er jo så abstrakt med en tip-tip-tip-tip. Men en bestemt kultur er vel ikke sådan lige at tage livet af. Og noget bliver vel videregivet til de næste generationer. En indstilling, en måde at se tingene på, i bedste fald en fornuftig pragmatisme måske? Men er det egentlig muligt for mig – her 250 år efter – at  sidde og dømme om de forhold?

I krig og kærlighed

Køkkenet er blevet til en slagmark! Vi er igang med at indkredse ca. 2000 års krig og stridigheder i det dansk-tyske grænseområde. Hvordan visualiserer man så mange krige på et køkkenbord og på den korte tid en forestilling varer? Og hvordan graver man sig ned igennem alle slagmarkerne, ned til det liv der trods alt er blevet levet her hver eneste dag. Hvor tæt har Bedstemor haft krigen inde på livet og hvor stor en rolle har den spillet i hendes liv og hverdag? I det stilehæfte vi har arvet efter hende, skriver hun, at hendes far var med i krigen i 4 år og at det ikke har været nemt. Vi ved også, at hun mødte og blev gift med Bedstefar før 2. verdenskrig brød ud. Noget tyder på, at de sammen var pragmatiske mennesker, der forsøgte at leve og overleve i en vanvittig tid. Kan man gå umærket og ubemærket igennem en krigstid?

Jette Lund hjælper os igen med at skærpe fokus på det menneskelige aspekt og Bedstemor ender med en hest i baghaven … måske.

Foto & Video: Katrine Nilsen

At klippeklistre et blik ovenfra

Foto_ Anette Asp Chrisensen
Foto_ Anette Asp Chrisensen

Jeg vil have et kort over Sønderjylland, finde ud af hvor grænserne har været trukket gennem tiden. Det er ikke bare lige, faktisk temmelig svært at finde et, der er større end A4-format. Helst vil jeg gerne have et, der fylder hele bordet, og som kan give mig et strategisk overblik. Men jeg bliver alligevel forbavset, da jeg i min research opdager, at de fleste kort af ældre dato er udfærdiget i forbindelse med forskellige krigsherrers forsøg på netop det samme.
Jeg har ikke adgang til Forsvarets Arkiver, så jeg printer dele af kort ud fra nettet, klistrer dem sammen med tape, zoomer ind og zoomer ind, forsøger at nå ned gennem de historiske lag. Indprenter mig alle veje ind og ud af Bjerndrup og Kliplev, hvor min bedstemor og bedstefar voksede op og mødte hinanden. De boede på hver sin side af jernbanen, som i øvrigt blev anlagt af prøjserne, da området var tysk. Et par kilometer fra hinanden. Finder et kort fra 1864, hvor jernbanen ikke er kommet endnu. Det fortælles, at der i gamle dage skal have været en kirkesti, der har forbundet de to byer, og at den gik igennem gårdspladsen på “Klemhest”, hvor min bedstefar boede. Jeg forestiller mig, at min bedstemor går ad den sti ind til Kliplev. Prøver at nå ind under papiret. Hvordan er vejret? Skinner solen? Hvad skal hun derinde? Hvad tænker hun? Og på hvilket sprog?

I krig fra gemmerne

Fil 06-04-2016 18.41.35_Crop02
Foto: Katrine Nilsen

Jeg har været på indkøb og på lageret, for bl.a at finde noget vi kan bruge til slagmarksscenen og historien om Bedstemors historie. Vi har talt om, at alle rekvistitter og remedier på en eller anden måde, skal have forbindelse til eller gemme sig i noget der har relation til køkkenet. Så kage-, kaffe- og tedåser er selvfølgelig et must.
Et par hoppebolde kan måske gøre det ud for miner og kanonkugler, og en enkelt indeholder måske et at de mange nedstyrtede fly under 2. verdenskrig, som vi har hørt og læst en hel del om. Og så er der selvfølgelig soldaterne. Mange brætspil og børnelegetøj har jo, tankevækkende nok, referencer til røvere og soldater, så skakbrikker og marmorkugler kunne være en mulighed. Mere konkret er dog, et helt regiment plastiksoldater af blandet nationaltitet, i en farve som matcher den lille messigkanon fra Sønderborg Slot og som næsten vil gå i et med den blomstrede køkkendug. Derudover har jeg fundet en lille model af Bedstemors hus, et nøgle rødt bomuldsgarn der måske kan trække en grænse eller to og et større sortiment af bondegårdsdyr, til at fylde stalde og marker på Bedstemors barndomsgård.

Nu er det bare at gå igang!

Spærretid i ingenmandsland

Vi har mistet Bedstemors kuffert i Metroen idag!!! Og altsammen blot pga. af en cykel, der står hvor den tilsyneladende ikke må stå. Heldigvis slipper vi med skrækken, og “fjenden” viser sig ikke at være så fjendtlig endda. Men der står vi pludselig, spottet og brutalt hevet ud til skam og skænsel, midt mellem to tidszoner, i det underjordiske ingenmandsland, som Nørreport St. i myldretiden er. Og i forvirringen har vi glemt det vigtigste af alt – Kufferten, der kører videre uden os!

Vi bliver dog hvor vi er, fastholdt af omstændighederne, indtil kufferten vender tilbage et par tog senere, eskorteret med bud og et par knubs rigere, lige som vores selvværd. Men følelsen af at være blevet spottet og pågrebet i spærretiden, for noget man ikke vidste man ikke måtte, kommer til at hænge ved længe efter.

Digt af Otto Gelsted

Hjemme

Jeg vil lede efter et ensomt træ
og lære det godt at kende,
og det skal sige, så ofte vi ses:
Hvor har du været henne?

Sige: det var godt, du kom,
det var dejligt at høre din stemme…
Så vil jeg smile og sætte mig ned
og lade, som om jeg er hjemme.

Der må være en busk eller en sten,
der ikke kan bruges til andet.
Den vil jeg bo hos og ha til ven
og leve længe i landet.

(Digt af Otto Gelsted)