Kategori: Køkkenmøder

Køkkenmøde i Tinglev

Køkkenmøde i Tinglev 01
Foto: Katrine Nilsen

I dag har vi haft det første rigtige køkkenbordsmøde hernede i Sønderjylland og alle har været spændte. Vi har af dagens værtinde lært, at et ægte sønderjysk gæstebud skam ikke er noget, man spøger med. Æren står på spil, og vi er glade og taknemlige over al den tid og de kræfter, hun har lagt i alle forberedelserne for os. For vi må indrømme, at der nok stadig er et stykke vej igen, før vi har fået indøvet og koreograferet hele forestillingen, så det er muligt både at nå igennem fortælling og kaffebord.
Vi har knoklet hele aftenen i går og her til formiddag for at få indkredset den centrale slagmarksscene, men har måttet erkende, at det ikke helt gir mening at postulere, at vi har en færdig forestilling at præsentere. Så vi beslutter os istedet for at vise enkelte scener. Det vigtigste er at få det afprøvet, så vi kan få en tilbagemelding og et par gode ord med på vejen. Og det gør vi! For vores værtinde har inviteret 5 skønne og gæve kvinder fra Tinglev-egnen. Et par af dem viser sig at være tilflyttere, en fra Nordjylland og en fra Nord-Vest Sjælland. En gevinst for os, for så får vi et ekstra perspektiv på skik og levned her i Sønderjylland.

Bagefter tages der billeder af Bedstemor (mens hun drikker sin velfortjente kaffe, som ikke blev så vellykket i første forsøg), og så går snakken ellers lystigt hen over Katrineblommekagen, også en bedstemor-specialitet. Der tales naturligvis om opskrifter og variationer af kaffebords-traditionen. Ud over det hæfter vi os ved snakken om, at man ikke flager i Sønderjylland. Eller det vil sige, det gør man, men med forsigtighed. Én fortæller om en episode, hvor man forsigtigt spurgte den “tyske” nabo om man måtte flage for ham på hans fødselsdag, og jo det måtte man da gerne, selvom det jo var med danske flag. En anden fortæller om en virksomhedsejer, der må opgive at flage, fordi han i såfald er nødt til at have to flag. Det er egentlig påfaldende, hvor få flagstænger, vi faktisk har set rundt om i landskabet, i modsætning til andre steder. Vi kan også forstå, at her på trods af den tilsyneladende fredelige sameksistens, stadig er spændinger imellem tysk- og dansksindede. Men foreningslivet har gjort det bedre, mener en gæst. Og en anden fortæller, at de unge forældre er begyndt at se stort og flot på, om det er en “dansk” eller “tysk” skole eller børnehave. For, som én siger; nogen foretrækker jo de tyske skoler og børneinstitutioner, fordi der er mere disciplin. Noget kunne tyde på, at kortene stadig er i gang med at blive blandet.

Foto & Video: Katrine Nilsen

I krig og kærlighed

Køkkenet er blevet til en slagmark! Vi er igang med at indkredse ca. 2000 års krig og stridigheder i det dansk-tyske grænseområde. Hvordan visualiserer man så mange krige på et køkkenbord og på den korte tid en forestilling varer? Og hvordan graver man sig ned igennem alle slagmarkerne, ned til det liv der trods alt er blevet levet her hver eneste dag. Hvor tæt har Bedstemor haft krigen inde på livet og hvor stor en rolle har den spillet i hendes liv og hverdag? I det stilehæfte vi har arvet efter hende, skriver hun, at hendes far var med i krigen i 4 år og at det ikke har været nemt. Vi ved også, at hun mødte og blev gift med Bedstefar før 2. verdenskrig brød ud. Noget tyder på, at de sammen var pragmatiske mennesker, der forsøgte at leve og overleve i en vanvittig tid. Kan man gå umærket og ubemærket igennem en krigstid?

Jette Lund hjælper os igen med at skærpe fokus på det menneskelige aspekt og Bedstemor ender med en hest i baghaven … måske.

Foto & Video: Katrine Nilsen

“Vi vill itt sågjern snak såmøj krigssnack”

I dag bliver et møde omkring kaffebordet imellem fire generationer og forskellige sindelag. Fortidens, nutidens og fremtidens. Alle aldersgrupper er repræsenteret. Der er ting vi helst ikke snakker om, om andre sluttes der måske borgfred. Imens udveksles der viden om bønder, kroejere, lavadel og norske aner, og vi finder ud af, at der faktisk er en, der uden problemer kan tyde og læse de snørklede gotiske bogstaver i de tyske stile, som Bedstemor skrev i sit stilehæfte. Vores værtinde er fra det tyske mindretal i Tinglev og har oplevet lidt af hvert, som meget ung bl.a. træfningen i Bredevad, da tyskerne om morgenen d. 9. april i 1940 besatte Danmark. Under 2. verdenskrig var hun med i et pigekorps, der sankede strå i engen. Det lavede de sko af, som så blev sendt ned til de tyske tropper ved Østfronten. Sådan var det dengang, fortæller hun. I hendes familie vidste man ikke noget om konzentrationslejrene.
Bedstemor selv gør indtryk. Hun spørger os, om vi har talt om krigen og får promte at vide af værtinden, at vi ikke så gerne vil have al den krigssnak. Vi finder også ud af, at Bedstemor måske er en lille bitte smule stokdøv, i hvert fald en gang imellem.

Foto: Katrine Nilsen

Et venligt køkken i Aabenraa

Foto: Katrine Nilsen
Foto: Katrine Nilsen

Idag er vi taget til Aabenraa, for at mødes med en af kræfterne bag Venligboerne i Sønderjylland. Vi håber at hun kan hjælpe os med at få arrangeret et Kaffemøde på et af asylcentrene i nærheden. Men, som med så meget andet, viser det sig hurtigt ikke at være så enkelt. Vi får at vide, at det primært er de nyankomne unge mænd der bor på asylcentrene og at de derfor ofte ikke forstår eller taler særlig godt dansk endnu. Vi får samtidig at vide, at flere af Venligboerene, der frivilligt hjælper med danskundervisningen på bl.a. asylcentrene, oplever, at det  netop er de unge mænd der har sværest ved at koncentrere sig om undervisningen. Det er fordi, siger vores værtinde idag, at de jo har hovedet fuldt af bekymringer for deres familie, som forhåbentlig snart følger efter. Når først de er her, så kan de unge mænd tage imod lærdom igen, for så er de fulde af motivtion for at lære at begå sig, så de kan flytte ud af asylcentret og skabe sig et hjem i det nye land de er ankommet til.
Men at få lov til at skabe sig et nyt og trygt hjem her, virker heller ikke til at være helt enkelt. Vi hører om mange forhindringer og omstændigheder der spænder ben, hvad enten de er bevidste eller ej. Nogle intentioner er gode, andre ikke. Men uanset, kan de lange afstande og manglende offentlige transport tilsyneladende nogen gange gøre det rigtig vanskeligt at bevæge sig fra A til B, for at opfylde de krav der bliver stillet.

Men hvorom alting er, så er målet med vores besøg idag, at forsøge at få stablet et møde med asylansøgere på benene. Vores værtinde foreslår derfor, at hun istedet i sit eget lille køkken, indbyder en skøn blanding af folk der har været her såpas længe, at de nu taler og forstår dansk. Men I må forstå, siger hun, de taler dansk, men ikke sønderjysk endnu. Hm, hvordan mon det vil gå, når de møder Bedstemor?

 

Om at finde sin stemme

Bedstemor har sovet alt for længe, så idag hanker vi op i Den hvide kuffert og tager på besøg hos dukkedramaturg Jette Lund, for at få hende genopfrisket. Anette har haft svært ved helt at finde frem til Bedstemors stemme, så det er især en prioritet idag. Jette Foreslår at lade hende tale sønderjysk og det gør virkelig en forskel, og så træder Bedstemor ellers i karakter. Nu hvor hun for alvor er begyndt at blande sig i snakken, tager den en ganske anden og interessant drejning. Vi finder også ud af, at Bedstemor har en glubende appetit efter den lange dvale, omend hun må have lidt hjælp til at tygge og sluge maden.

Alt i alt en god dag, men også lidt overvældende for en gammel dame, som til sidst må lægge sig igen.

Foto: Katrine Nilsen