Vi har været forbi huset på Kløvermarken. Huset ligner sig selv, der står det med de gule mursten. Jeg øjner det store birketræ i haven bagved. Men på en eller anden måde synes farverne alligevel at være falmede. Var trægavlene ikke sorte? Jeg synes, at jeg kan huske, at vi malede dem sorte (os børnebørn blev sat til at bestille noget). Eller måske er de bare blevet malet i en anden farve i mellemtiden? Jeg lægger mærke til stilheden igen, men denne gang er den iørefaldende. Der bor nye mennesker i huset, og vi har ikke nogen aftale. I bedstemors køkkenvindue fanger jeg et glimt af en fremmed kvinde, og jeg skynder mig at gå ned ad vejen. Det er jo ikke hende, der er fremmed, det er mig. Jeg føler, at jeg slet ikke har noget at gøre her. Vejen virker pludselig øde, og jeg er ekstremt bevidst om de lave hække langs husene. Fuglene kvidrer lystigt til mig. Der er frit udsyn fra naboernes vinduer og direkte indkig i deres haver. Jeg kommer i tanker om den gamle banesti, som vi af og til gik ture ad og beslutter mig for at spadserer en tur ned ad den i selskab med mine minder. Jeg er glad for at hækken ud mod banestien i det mindste er lidt høj. Næste gang laver vi en aftale!

Video: Anette Asp Christensen