Det her er udsigten fra min bedstemors køkkenvindue. Billedet tog jeg for flere år siden, da hun stadig boede i huset. Min bedstemor sad i sin alderdom ofte i køkkenet og kiggede ud på vejen. Når jeg var på besøg, fik jeg en kop kaffe og en småkage. Mere kunne det ikke blive til. Og det var fint. Så sad vi der og kiggede ud af vinduet sammen, mens køkkenuret tikkede højlydt i baggrunden.

Da jeg var yngre kunne diskussionerne godt blive højlydte. Jeg gik på på gymnasiet og havde lært så meget nyt, som jeg måtte udbrede mig om. Det tog min bedstemor i stiv arm, og jeg kan stadig høre hendes høje, perlende latter, når hun syntes, at jeg kom for vidt omkring. Vi var sjældent enige, og slet ikke om indvandrer- eller flygtningepolitik. Min bedstemor var ikke meget for alle disse fremmede.

Jeg kendte hendes hus ud og ind. Ved siden af køkkenet lå den fine stue. Den var kæmpestor, men der var næsten altid koldt. Den var lukket af og blev kun brugt, når der var familiesammenkomster og der skulle dækkes op til det store kaffebord. I den stue stod de fine møbler og der hang alle familiebillederne. Der var store vinduespartier og orange gardiner fra loft til gulv. Ved siden af den stue lå dagligstuen. Den sad hun ofte sent på eftermiddagen og så tyske underholdningsprogrammer. Der var skruet så højt op for lyden, at der var umuligt at tale sammen, når vi sad derinde.
En lang mørk korridor forbandt køkkenet med værelserne og badeværelserne. Når vi som børn skulle sove hos min bedstemor, blev der tændt for varmen og nattøjet blev lagt på radiatoren. Når vi skulle i seng, fik vi også en varmedunk med under dynerne, store, tunge dyner med fjer i.
Det bedste sted i hendes hus var loftet. Det var fyldt med ting og sager, som min bedstemor og bedstefar havde fundet på loppemarkeder eller som bedstefar havde klunset nede i containeren; gamle møbler, mærkelige himstregimster, som jeg ikke ved hvad var, poser med tøj, kasser med legetøj, nips og porcelæn og bøger, cowboy-romaner, krimiromaner og lægeromaner. Jeg kunne sidde deroppe i timevis og og rode med tingene, læse om cowboydere og forbrydere i fremmede lande, drømme mig væk.

Bagved huset lå den store have. Der var en lille køkkenhave, hvor min bedstemor, indtil hun blev meget gammel, insisterede på at have kartofler. Hun kunne ikke leve uden kartofler. Midt i haven stod blommetræet. På den anden side af hækken løb en vej, der førte ud til bedstemor og bedstefars gamle gård i Nr. Ønlev. Og på den anden side af vejen lå en jordbærmark, hvor vi plukkede jordbær. Huset lå på Kløvermarken i et stille villakvarter i udkanten af Rødekro. Naboerne besøgte hende ofte, kom med avisen, fik en kop kaffe. Men ellers holdt min bedstemor sig for sig selv.

De sidste 30 år af sit liv boede hun alene. Min bedstefar døde i 80'erne. Han havde selv bygget huset i Rødekro i slutningen af 70'erne, og min bedstemor insisterede på at blive der, i sit store hus. 

I hendes hjem blev der sparet, det var det eneste økonomiske rationale, der herskede. Alt blev genbrugt, gamle rugbrødsposer, kaffefiltre. Jeg husker, hvordan kartoffelskræller blev puttet ned i gamle mælkekartoner, der var blevet vasket. Ind imellem, når hun havde set et godt tilbud i tilbudsavisen, fik hun en til at køre sig ind i Aldi eller Brugsen. Hun levede på en helt almindelig folkepension, men der blev alligevel lagt penge til side. Ikke at de blev sat i banken. Nej, de blev lagt under madrassen.

TEKST & FOTO: Anette Asp Christensen