Vi kører rundt i det sønderjyske, forsøger at forbinde de steder, som min bedstemor gennem sit liv har været knyttet til.

Vi starter med at forsøge at finde “Æ hjemmen”, bedstemors fødegård. Den skulle ligge på Bjerndrup Mark lidt uden for Bjerndrup. Vi har faktisk en adresse og er fuldt udstyret med Google maps, men enten er det de små snørklede veje, der bringer os på afveje eller også er det landskabet, de mange pløjemarker, der forvirrer os. Overalt er jorden sort. Vi passerer flere gårde undervejs, og alle er potentielt min bedstemors “hjemmen”. Vi er faret vild.

Da vi stopper bilen et øjeblik for at orientere os, bestiger jeg diget langs vejen for at se, om det dog ikke skulle ligge deroppe. Endnu en pløjemark med sort, tung muld. Jeg mener at gården skal ligge på en mark, og at den skulle være hvidkalket. Jeg øjner også et hvidt hus derude mellem træer.

Det er da jeg står deroppe, at jeg lægger mærke til blæsten. Den er kraftig og har et godt tag i mig. Det får mig til at tænke på, at jeg et sted har læst, at store dele af egnen har ligget hen som hedeslette engang, Tinglev-sletten hed den vist, og at bønderne med tiden har lært sig at sætte læhegn for at tæmme vinden.

Længere nede ad vejen finder vi bedstemors “hjemmen”. Det er ikke hvidkalket, men står med nye, røde mursten. Alt ser ud til at være nyt, stuehuset, staldbygningerne. På den anden side af vejen, bag læhegnet, kører en stor traktor rundt, en dreng kommer løbende ud på vejen med kurs mod matriklen. Vi synes pludselig, at vores rekognocering bliver meget tydelig. Vi har hørt historier om, at tyvebander, folk der kommer forbi og “glemmer at banke på” er blevet et stort problem i det sønderjyske efter at Schengen-aftalen er trådt i kraft og grænserne er blevet åbnet. Så vi lister bilen videre ud af vejen og prøver at gøre som om, vi ikke er der.