Tag: En Klemt hest

Asfalt og beton over mulde

Katrine

Fil 03-04-2016 12.57.03_BannerBedstefars barndomshjem, den navnkundige gård Klemhest, findes ikke mere. Nu ligger her et industrikvarter, med firmaer som Fairtrans, et scandinavisk transitmidpunkt, og Martech, der fremstiller karosseri til motorkøretøjer. Før var det Kirkesti og Hærvej der førte folk forbi, nu er det motorvej og jernbane. Og der hvor gården engang lå, er der trådhegn og parkeringsplads, og markerne tynges ikke længere ned af korn og kartofler, men af asfalt og beton. Men det gir’ arbejde siger naboerne og er glade for det. Det er udviklingen!

Vi er dog nysgerrige efter at finde spor efter det som var, dengang Bedstemor og Bedstefar mødtes og valgte at stifte et nyt hjem lidt længere oppe langs hærvejen. Alle vi har mødt indtil nu har sagt, at dem derude fra Klemhest, ja dem ved vi da godt hvem er. Alligevel har vi indtil nu ikke kunnet finde et eneste billede eller kort over gården, og vi er allerede kørt forkert og forgæves flere gange. Men i dag lykkes det!
Først må vi dog liste os rundt som ubudne gæster og køre en lang omvej udenom, for at vende tilbage til der, hvor vi er nu. Og på den omvej, finder vi ud af, at Bedstemor og Bedstefar faktisk ikke boede så langt fra hinanden, kun et par hundrede jernbanesveller og en kirkesti imellem. Måske var det der de mødtes. Rygtet siger ganske vist, at det var til Bal på Mørks Kro i Kliplev – men hvem ved. I hvert fald blev de gift en vinter, hvor Bedstemor stod udenfor i sneen og frøs i sin fine hvide brudekjole, for fotografens og for mindernes skyld. Bedstefar var ikke den ældste af sønnerne, så det var ikke ham der arvede gården. Det var der en anden der gjorde, men nu er hverken den eller de der mere. Kun en række træer peger på, hvor den må have ligget. Foretagsomheden er her dog stadig og navnet føres idag stolt videre under mere eksotiske gøremål. Et stykke længere nede ad Klemhestvej, på den anden side af jernbanen, ligger nemlig nu det lille Vineri Klemhest, hvor vinrankerne står på rad og række, med rødderne dybt forankret i den sorte muld. Og selvfølgelig er vi nødt til at have en flaske vin fra den fædrende jord med hjem!

En jordprøve

Anette

Fil 09-04-2016 09.09.34_Crop
Vi fandt Bedstemors “Hjemmen” og efterfølgende blev jagten sat ind på Bedstefars. Bedstefars “Hjemmen” gik under navnet “Klemhest”.

Vi har fået at vide, at vi skal lede i udkanten af Kliplev – ikke meget at gå efter – men vi tænker, at hvis vi kører efter plovmarkerne, så går vi ikke galt i byen. Vi tager sigte fra Mørks Kro og Kliplev Kirke og kører ud af byen. Det skulle ca. være her. Vi finder en vej, som hedder Potterhusvej. Det er ganske vist en grusvej, eller måske ovenikøbet en markvej, men længere ude på landet kan man jo vist ikke komme, så vi tager chancen. Det passer meget godt med mine forestillinger. Der er sort jord alle steder, læhegn og ikke noget, der ligner en by. Inde på marken på venstre side passerer vi en en gravko, der er ved at læsse noget. Bagved ser jeg en ensilage-stak, dækket med plastic. Ensilage er syregærede, grønne urter, der bruges som foder. Som børn var vi med til at lægge plastik over og sikre dem med bildæk, så vinden ikke blæste plastikken af. Synes at jeg kan lugte det syrede græs.

Vi kører længere ud ad grusvejen. Til højre. midt ude på en plovmark, ser vi et lille vandhul omgærdet af små risede træer og buske. Pludselig stopper vejen ude ved motorvejen. Vi vender om og bliver enige om, at “Klemhest” nok har ligget ved det der vandhul. Jeg får den pludselige indskydelse, at jeg må have noget jord med hjem. Katrine finder fluks en pose frem, som om hun allerede vidste, at det var det jeg ville gøre, når jeg stod der. Jeg fylder et par håndfulde plovmuld og en sten op i posen, og der står jeg så med en “jordprøve” fra noget, som jeg egentlig ikke rigtig ved hvad er, men som jeg tror rigtig meget på er slægtsmuld.