Tag: Stig Roar Svenningensen

Et landkort at forstå

Vi er på udkig efter et gammelt kort over Sønderjylland, til vores slagmarks scene. Ligger du inde med et sådant, så kontakt os gerne! For det har vist sig mere vanskeligt end som så at finde, og måske også temmelig betegnende for regionens omtumlede historie. Det øvrige Jylland og øerne er det ingen kunst at finde noget over, men med Sønderjylland, det Søndre Jylland og Sydjylland er det en helt anden sag. Det udvider naturligvis feltet, når man også søger på navne som Nordslesvig og Nordschleswig, hvilket samtidig giver helt andre perspektiver på sagen. Nogle af de ældste og mest detaljerede historiske kort der findes, stammer tilbage fra 1600-tallet, og er skabt af kartografen Johannes Mejer, som selv var født og opvokset i Husum i det daværende Slesvig (1606-1674). Men flere af de kort vi finder fra nyere tid, er enten sporadiske, mangelfulde eller hemmeligtstemplede, og rigtig rigtig mange af dem er skabt med politiske eller militære formål for øje. Betegnende er det også, at stednavne og inddeling konstant forandrer sig gennem årene, mere end i andre egne af landet, samt at sprog og nationalitet skifter og dermed også fokus og perspektiv – fra Nord til Syd og tilbage igen. Det er ikke let at beslutte sig for, hvilket årti og dermed hvilket kort man skal vælge, for at få hele historien med.

Kort af Johannes Mejer, Husum 1650, over det historiske Sønderjylland, dvs. hertugdømmet Slesvig (eksklusive Ærø og Femern) samt de kongerigske enklaver. (Kilde)

Læs mere om landkortets militære betydning i Stig Roar Svenningensen og Mette Colding Dahls artikel De Slesvigske Kriges kort. (MAGASIN fra det Kongelige Bibliotek, Nr. 1 – 2014)