I dag har vi haft det første rigtige køkkenbordsmøde hernede i Sønderjylland og alle har været spændte. Vi har af dagens værtinde lært, at et ægte sønderjysk gæstebud skam ikke er noget, man spøger med. Æren står på spil, og vi er glade og taknemlige over al den tid og de kræfter, hun har lagt i alle forberedelserne for os. For vi må indrømme, at der nok stadig er et stykke vej igen, før vi har fået indøvet og koreograferet hele forestillingen, så det er muligt både at nå igennem fortælling og kaffebord.
Vi har knoklet hele aftenen i går og her til formiddag for at få indkredset den centrale slagmarksscene, men har måttet erkende, at det ikke helt gir mening at postulere, at vi har en færdig forestilling at præsentere. Så vi beslutter os istedet for at vise enkelte scener. Det vigtigste er at få det afprøvet, så vi kan få en tilbagemelding og et par gode ord med på vejen. Og det gør vi! For vores værtinde har inviteret 5 skønne og gæve kvinder fra Tinglev-egnen. Et par af dem viser sig at være tilflyttere, en fra Nordjylland og en fra Nord-Vest Sjælland. En gevinst for os, for så får vi et ekstra perspektiv på skik og levned her i Sønderjylland.
Bagefter tages der billeder af Bedstemor (mens hun drikker sin velfortjente kaffe, som ikke blev så vellykket i første forsøg), og så går snakken ellers lystigt hen over Katrineblommekagen, også en bedstemor-specialitet. Der tales naturligvis om opskrifter og variationer af kaffebords-traditionen. Ud over det hæfter vi os ved snakken om, at man ikke flager i Sønderjylland. Eller det vil sige, det gør man, men med forsigtighed. Én fortæller om en episode, hvor man forsigtigt spurgte den “tyske” nabo om man måtte flage for ham på hans fødselsdag, og jo det måtte man da gerne, selvom det jo var med danske flag. En anden fortæller om en virksomhedsejer, der må opgive at flage, fordi han i såfald er nødt til at have to flag. Det er egentlig påfaldende, hvor få flagstænger, vi faktisk har set rundt om i landskabet, i modsætning til andre steder. Vi kan også forstå, at her på trods af den tilsyneladende fredelige sameksistens, stadig er spændinger imellem tysk- og dansksindede. Men foreningslivet har gjort det bedre, mener en gæst. Og en anden fortæller, at de unge forældre er begyndt at se stort og flot på, om det er en “dansk” eller “tysk” skole eller børnehave. For, som én siger; nogen foretrækker jo de tyske skoler og børneinstitutioner, fordi der er mere disciplin. Noget kunne tyde på, at kortene stadig er i gang med at blive blandet.
Foto & Video: Katrine Nilsen
