Tag: Ubudne gæster

Sameksistens

Denne gang lægger jeg særlig mærke til de mange vejskilte hernede, der viser vej til de tyske institutioner – skoler, sportshaller osv. De er det konkrete bevis på den sameksistens, som også er her. Vi har opdaget, at et efternavn ikke altid fortæller om tilhørsforholdet, og at slægtskab kan have mange forgreninger, som stikker dybt i nationale og historiske konflikter. “Tysksindet”, “Dansksindet”, Hjemmetysker”, “Højdansk”. Her er mange betegnelser for det, man helst ikke taler om, men dog accepterer som en naturlig del af hverdagen. Kortene er blevet blandet med tiden.

Vi hører selvfølgelig også om de ubudne gæster, “berigelsesturisterne”, der lister sig over grænsen og opfatter området som et gratis tag-selvbord. Dem er man bestemt ikke glade for. De er grunden til, at man låser sin dør, og at alarmselskaberne har kronede dage. Vi har jo selv oplevet, hvor stille og tomt her er i dagtimerne, når arbejdet trækker folk væk fra hjemmet. Der fortælles også om indbrug i private hjem om natten, mens folk ligger og sover. Det er derfor dem vi konkurrerer om ikke at ligne, når vi kører rundt i landskabet for at researche. Vi lærer hurtigt at gøre opmærksom på os selv og spørge om lov, før vi fotograferer. Når først vi har præsenteret os og ovenikøbet på synnejysk, så har gæstfriheden og hjælpsomheden dog ingen grænser.

Men når talen falder på de nye fremmede, hører vi lidt mere forsigtige historier om utaknemmelige gæster, der ikke er tilfredse med, hvad der er at tilbyde.  Fortællinger går om småbyer der bliver shinet op og beboere der venligt tager imod, men kvitteres med et nejtak! eller med illegal tuskhandel i baglokalet, der underminerer de små lokale købmænd. Det er noget der sårer og forarger. Vi hører dog også om arbejdsomme og talentfulde fremmede, der rigtig gerne vil, men synes det er svært at forstå og og begå sig. Om Kafkanske situationer og vrangvillig kommunalpolitik, der spænder ben og skiller de fremmede familier ad, uden tanke for, hvad der er ret eller rimeligt.

Det er svært, når man kun er på besøg, at vide hvad der er op eller ned, og hvad der er årsagen. Det her er et grænseland, hvor der til alle tider har været grænsegængere, velkomne som uvelkomne. Måske vil kortene igen med tiden blive blandet til en stor skøn pærevælling. Tiden læger som sagt alle sår…?

En note om det at være fremmed

Vi har været forbi huset på Kløvermarken. Huset ligner sig selv, der står det med de gule mursten. Jeg øjner det store birketræ i haven bagved. Men på en eller anden måde synes farverne alligevel at være falmede. Var trægavlene ikke sorte? Jeg synes, at jeg kan huske, at vi malede dem sorte (os børnebørn blev sat til at bestille noget). Eller måske er de bare blevet malet i en anden farve i mellemtiden? Jeg lægger mærke til stilheden igen, men denne gang er den iørefaldende. Der bor nye mennesker i huset, og vi har ikke nogen aftale. I bedstemors køkkenvindue fanger jeg et glimt af en fremmed kvinde, og jeg skynder mig at gå ned ad vejen. Det er jo ikke hende, der er fremmed, det er mig. Jeg føler, at jeg slet ikke har noget at gøre her. Vejen virker pludselig øde, og jeg er ekstremt bevidst om de lave hække langs husene. Fuglene kvidrer lystigt til mig. Der er frit udsyn fra naboernes vinduer og direkte indkig i deres haver. Jeg kommer i tanker om den gamle banesti, som vi af og til gik ture ad og beslutter mig for at spadserer en tur ned ad den i selskab med mine minder. Jeg er glad for at hækken ud mod banestien i det mindste er lidt høj. Næste gang laver vi en aftale!

Video: Anette Asp Christensen