Tusind tak til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst for støtte til udviklingsprojektet TROFÆ – ET STILLEBEN! I løbet af 4 uger i efteråret 2018 undersøger vi trofæet som objekt, sejrstegn, potenssymbol og ‘nature morte’ i et scenisk stilleben-format.
En stendød, udstoppet ræv med en bakke mellem forpoterne og afvæbnet rovdyrmund er hovedpersonen. Ræven ledsages af en kvindekrop i rosafarvet slåbrok og med stilletter, der gror ind i de bare hæle.
Ræven er en grotesk dukke, der er antropomorficeret i en sådan grad, at det farlige ved dyret er udslettet. Men den kalder på et oprør! Hvad nu hvis…? Hvordan kan vi give dyret modstandskraft? Og hvem er kvinden med stilletterne?
Vi fordyber os i stillebenets motivverden. Vi berører de forskellige former for trofæer; krigstrofæet, jagttrofæet, trofæhustruen og præmiedyret. Hvilken slags agens har de? Vi eksperimenterer med opstillinger, interiører, trofæet som møbel og ‘stille liv’, livet – eller døden – i materialerne og objekterne, langsomheden og naturens uundgåelighed. Hvilken slags dramatisk liv ligger der i dette sceniske univers? Hvad er menneskets rolle i det?
Medvirkende er scenograf Annika Nilsson, instruktør og skuespiller Heidi Holm Katzenelson, samt dukkespiller, danser og koreograf Anette Asp Christensen
TROFÆ – ET STILLEBEN er en del af en kontinuerlig undersøgelse af nye scenekunstneriske formater og metoder. Udviklingsprojektet vil danne konceptuelt afsæt for et videre arbejde hen imod en egentlig forestillingsproduktion i sæson 19/20.
Foto: Paco Fernández