Tag: Interview

Tak! og lidt ord med på vejen…

Bedstemor_Lyrskovsgade-01
Foto: Henning Sjøstrøm

Det Frie Felts Festival 2016 er vel overstået for vores vedkommende, og publikum har generelt været både begejstrede og berørte efter at have mødt bedstemor og overværet kampen om grænselandet folde sig ud midt i kaffen, her på Vesterbro i København. De fleste har haft lyst til at blive bagefter og fortsætte snakken omkring køkkenbordet, spørge ind til bedstemors historie og processen bag projektet, og tale om deres egne oplevelser, og de tanker forestillingen har sat i gang, om krig og historie, men i høj grad også erindringer om deres egen bedstemor. Flere har givet udtryk for, at det har været en interessant måde, der midt i kaffen og kagen, at få præsenteret en del af Danmarkshistorien set fra det menneskelige perspektiv og ikke kun det storpolitiske. Historie er noget vi lever, har bl.a. været et vigtigt budskab for os at få frem, så det er dejligt at høre, at det er lykkedes.

Vi sender derfor en stor tak til Det Frie Felts Festival og CPH Stage for at give os muligheden for at vise UDSIGTER FRA MIN BEDSTEMORS KØKKEN #2, til Else for lånet af hendes fantastiske køkken og til et rigtig dejligt publikum. Det har været en oplevelse fuld af gode erfaringer, som vi tager med os videre. Nu skal forestillingen på turné, og vi går igang med at planlægge version #3 af projektet, som indbefatter en oversættelse til tysk og en undersøgelse af kaffebordet som en særlig mødeform, et samskudsgilde med politisk kraft. Følg med her på Logbogen eller læs mere under Køkkenmøder, hvis du har fået lyst til at få besøg af Bedstemor og os.

God sommer derude!

Se her hvad pressen skrev.

Undervejs var Anette og Bedstemor iøvrigt også i radioen, i programmet AK 24syv, hvor Anette blev interviewet om at skabe et personligt portræt af Bedstemor og Sønderjylland, gennem objektteater og iscenesættelsen af krig og kærlighed omkring et privat køkkenbord. Bedstemor blandede sig som sædvanligt.

AK 24syv d. 9/6 2016 (Mikkel Clausen – Radio 24syv)
“Et nyt dukketeaterstykke om sønderjysk identitet…” (Lyt fra ca. 01:12 – 12:20 min)