Vi har igen taget en hæsblæsende tur gennem slægstsforskningsarkiverne. Jeg har brug for at slå ned et sted. Her kommer det!

Jürgen Hansen Bühnsen, født 1750. Min tip-tip-tip-tip oldefar, når jeg følger min bedstemors fars linje. Hvor Jürgen fødes vides ikke, heller ikke hvor og hvornår, han er død. Men hans navn lyder umiskendeligt tysk! ifølge en flittig slægtsforsker fra Tyskland, som jeg støder på i min research, er Jürgen Hausvater og Bohlsmann. Han er den sidste, der er oplysninger om i hans linje. Længere tilbage kan jeg ikke komme. Ifølge et leksikon over historiske erhverv i Slesvig-Holsten var en Bohlsmann i Herzogtum Schleswig en, der har et bol, altså en gård. Jürgen har været gårdmand. Men ifølge min private kilde, har han været “zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”, ligesom hans søn Jes, født i 1771, har været det.

Hvad betyder det og hvor ligger Ahretoft? Og adeligt? Min første indskydelse er, at Ahretoft må være et gods, der ligger i Tyskland, og jeg søger på godser med sådan et navn. Men det viser sig, at Ahretoft er det tyske navn for Årtoft. Og Årtoft ligger ikke i Tyskland, men i Danmark, faktisk ikke mere end et par km fra Bjerndrup, hvor min bedstemor er født. Nu ligger der en plantage.

Den del af min bedstemors familie har altså boet omtrentligt det samme sted i godt 250 år. Følger jeg linjen af Hansen’er tilbage op igennem tiden til bedstemors far, som var landmand, så er der desuden god grund til at tro, at de alle har været bønder. Det er tankevækkende! Har ingen af dem haft lyst til at rejse ud? Komme ud på eventyr? Nye udsigter og horisonter? Er det ikke meget almindeligt menneskeligt at ville opleve verden? Er hele min familie bønder og hjemmefødninge?

Jeg leder efter en forklaring. Hvad betyder det at være bonde på det her tidspunkt i historien? Årtoft har åbenbart hørt sammen med Søgård Gods, der var det største gods i Slesvig. Ahlefeldt’erne har siddet på magten her i 300 år. Landbrugets ejerforhold har på denne her tid været organiseret i fæstevæsnet. Dvs. at udtrykket “Zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”  næsten kun kan betyde, at Jürgen og Jes har begge været fæstebønder under Årtoft, som nok har været en storgård, der har ligget under Søgaard Gods.  Men den sidste Ahlefeldt døde i 1722, og godset blev solgt. Så Jürgen og hans søn har været fæstebønder under en vis landråd Godske von Thiesen og senere, i 1786, grev Werner von der Schulenburg. Som fæstebønder har de skullet betale en årlig ydelse til herremanden som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. OG desuden gøre hoveri, det vil sige pligtarbejde for godsejeren. OG betale tiende  – en tiendedel af indkomsten til kirken. En tiendel! OG forskellige skatter til staten. Godsejeren har selvfølgelig haft ansvaret for, at de skatter blev betalt, og hvis Jürgen og Jes ikke kan betale, ja så må godsejeren jo lægge ud, og står de i gæld til godsejeren. Sådan har fæstevæsnet fungeret i kongeriget Danmark. Som en tilføjelse bliver Stavnsbåndet også indført i Danmark i perioden 1733. Officielt for at godsejerne kan skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kan udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen. Størst betydning har det for sønnerne i familien, der er bundet til deres (hjem-)stavn fra de er 14. til de er 40 år. Det ophæves først i 1788-1800, i etaper vel at mærke – mod at godsejerne ikke længere har ansvar for at stille soldater.

Jeg kommer igen i tanker om, at jeg jo skal passe lidt på med, hvad jeg kalder Danmark. På Søgård Gods indføres ganske vist arvefæste og selveje af von der Schulenburg, og hoveriet afløses istedet af afgift. Men det ser ikke ud til at hertugdømmerne er pligtige til at følge alle dele af Jyske Lov. Der har i Sønderjylland også eksisteret en anden form for begrænsning af bøndernes frihed, som ikke kun omfatter bindingen til gården og tjeneste på godset. Den omfatter både mænd og kvinder og dermed f.eks. også indgåelse af ægteskab: Livegenskabet. Det bliver indført i 1614 på de adelige godser i det meste af Holsten og dele af Slesvig, men når åbenbart aldrig til Kongeriget. Ophæves endeligt i 1805.

Det gør mig lidt oprørt at finde ud af, at folk i min slægt har levet under sådan nogle forhold. Ikke at jeg synes, jeg kender disse mennesker. Det er jo så abstrakt med en tip-tip-tip-tip. Men en bestemt kultur er vel ikke sådan lige at tage livet af. Og noget bliver vel videregivet til de næste generationer. En indstilling, en måde at se tingene på, i bedste fald en fornuftig pragmatisme måske? Men er det egentlig muligt for mig – her 250 år efter – at  sidde og dømme om de forhold?