Kategori: Tinglev

En tærte er ikke bare en tærte

Vi er igang med det praktiske arrangement omkring kaffebordet og intet Sønderjysk Kaffebord uden en tærte. Blommetærten –  Æ Katrineblomkach – er Anettes favorit, den bagte Bedstemor altid til hendes fødselsdag, så den skal selvfølgelig med.

I den forbindelse går vi igang med at finde opskrifter frem, så vi kan få bagt både tærtebund og Pomle (Kardemummeboller). Vi har naturligvis Bedstemors egen opskrift. Men jeg vil da lige se, hvad andre mener om sagen. Og så opdager jeg, at Bedstemors opskrift vist ikke helt falder indenfor traditionen. “Ja ja det viste jeg da godt” svarer Anette på min forbløffelse “det er jo hendes egen opskrift!”. Men, tænker jeg, vi påstår jo at vi byder på traditionelt Sønderjysk Kaffebord, så kan vi da ikke…!

Hvorfor bedstemors opskrift er anderledes, er ikke til at sige. Måske har hun lært den, dengang hun gik på Den Tyske Folkehøjskole i Tinglev. Man skal jo huske på, at Bedstemors familie var tysk og at hun er født efter genforeningen, så det Sønderjyske Kaffebord var jo sikkert ikke for hende en del af det stille stædige nationale oprør, sådan som det var for andre.  Men hun var gift ind i en dansk familie, så hun har selvfølgelig ydet sit bidrag til kaffebordet, på sin egen måde.

Men hvorom alting er, så er det hendes opskrift Anettes familie siden har brugt, så for dem ER det jo indbegrebet af en Sønderjysk Katrineblommetærte. Men for en god ordens skyld, vil vi her kommer med et sammenligningsgrundlag.

 

Traditionel Katrineblommetærte:

5 æg
1⁄2 l fløde
1⁄2 stang vanilje
100 g sukker
500 g kathrineblommer – og lige så mange mandler som svesker

Bages ved 175° i 1-11⁄2 time

Æggeblommerne røres med sukker og kommes i en gryde med fløden. De får et opkog og køler af. De piskede hvider kommes i, når cremen er kold. I kathrineblommerne lægges en mandel, når stenen er taget ud. Blommerne lægges i bunden af en ovnfast form, og dejen hældes over. Ved serveringen vendes kagen ud på et glasfad og pyntes med flødeskum langs kanten.

Uden for blommesæsonen kan kathrineblommerne erstattes af store, stenfri svesker, der udblødes i vand, får et let opkog, hvorefter mandlen puttes i. Kathrineblommer var tidligere en almindelig blå blommesort, der minder meget om sveskeblommer.

(Opskrift hentet fra Inge Adriansens bog “Det Sønderjyske kaffebord – et tredje sakramente”)

 

Bedstemors Sveskelagkage:

2 små kopper Mælk
5 spsk Sukker
2 spsk Hvedemel
5 Æg
——
200 gr. Katrineblommer eller svesker u. sten
1 dl sukker
Evt. Kanel & stødt Nellike
——
Piskefløde

Bages ved 175° i 35-40 min.

Tærtebund: Mælk, sukker og hvedemel puttes i en gryde og koges op under piskning, til en cremet konsistens. Massen afkøles (evt. i vandbad). 5 Æggeblommer røres i, en ad gangen. De 5 Æggehvider piskes og vendes forsigtigt i dejen, til den er jævn og luftig. Tærtebunden bages i en springform el.lign, til den er gyldenbrun. Sveskemos lægges oven på den afkølede kagebund og kagen pyntes med flødeskum.

Tærtebunden minder lidt om vandbakkelse – blød og saftig , og skal derfor helst opbevares i køleskabet, indtil den skal bruges.

Svedskemos: Svedskerne lægges i blød natten over – gerne i kogt, afkølet vand. Næste dag hakkes sveskerne fint – brug en kraftig stavblender eller en skarp kniv + tålmodighed.
De hakkede svesker varmes langsomt igennem og koges i iblødsætningsvandet. Der tilsættes ca. 1 dl sukker pr. 200 gr. svedsker, og krydres med kanel og stødt nellike efter smag. Der tilsættes mere vand efterhånden, så mosen får en passende blød konsistens.

Den godt gennemkogte svedskemos smøret ud over tærtebunden og kagen pyntes med piskefløde.

400 g svesker er nok til to store eller tre mindre svedsketærter.  I ældre opskrifter koger man et skrællet madæble med. En smule syre er sikkert godt. Evt. overskydende sveskemos kan evt. hældes på rene glas, skyllet med atamon, og gemmes til næste gang – bør stilles koldt og mørkt.

Mælk, sukker og mel koges op under omrøring til en cremet masse.
Massen afkøles lidt – evt. i vandbad
Æggeblommerne røres i en ad gang til massen er jævn og gyldenen
Æggehviderne piskes stive
Æggehviderne blandes forsigtigt i massen…
… til dejen er jævn og luftig
En springform eller silikoneform smøres grundigt
Hæld bageformen halvt op med dej.
Tærtebunden bages i ovnen i ca. 35 min v. 175 grader, til den er gyldenbrun
Dejen hæver undervejs i bagningen til dobbelt størrelse, men falder sammen igen under afkøling.
Tærtebundene stilles til afkøling, før de evt. sættes i køleskabet indtil de skal bruges.

Foto: Katrine Nilsen

Køkkenmøde i Tinglev

Køkkenmøde i Tinglev 01
Foto: Katrine Nilsen

I dag har vi haft det første rigtige køkkenbordsmøde hernede i Sønderjylland og alle har været spændte. Vi har af dagens værtinde lært, at et ægte sønderjysk gæstebud skam ikke er noget, man spøger med. Æren står på spil, og vi er glade og taknemlige over al den tid og de kræfter, hun har lagt i alle forberedelserne for os. For vi må indrømme, at der nok stadig er et stykke vej igen, før vi har fået indøvet og koreograferet hele forestillingen, så det er muligt både at nå igennem fortælling og kaffebord.
Vi har knoklet hele aftenen i går og her til formiddag for at få indkredset den centrale slagmarksscene, men har måttet erkende, at det ikke helt gir mening at postulere, at vi har en færdig forestilling at præsentere. Så vi beslutter os istedet for at vise enkelte scener. Det vigtigste er at få det afprøvet, så vi kan få en tilbagemelding og et par gode ord med på vejen. Og det gør vi! For vores værtinde har inviteret 5 skønne og gæve kvinder fra Tinglev-egnen. Et par af dem viser sig at være tilflyttere, en fra Nordjylland og en fra Nord-Vest Sjælland. En gevinst for os, for så får vi et ekstra perspektiv på skik og levned her i Sønderjylland.

Bagefter tages der billeder af Bedstemor (mens hun drikker sin velfortjente kaffe, som ikke blev så vellykket i første forsøg), og så går snakken ellers lystigt hen over Katrineblommekagen, også en bedstemor-specialitet. Der tales naturligvis om opskrifter og variationer af kaffebords-traditionen. Ud over det hæfter vi os ved snakken om, at man ikke flager i Sønderjylland. Eller det vil sige, det gør man, men med forsigtighed. Én fortæller om en episode, hvor man forsigtigt spurgte den “tyske” nabo om man måtte flage for ham på hans fødselsdag, og jo det måtte man da gerne, selvom det jo var med danske flag. En anden fortæller om en virksomhedsejer, der må opgive at flage, fordi han i såfald er nødt til at have to flag. Det er egentlig påfaldende, hvor få flagstænger, vi faktisk har set rundt om i landskabet, i modsætning til andre steder. Vi kan også forstå, at her på trods af den tilsyneladende fredelige sameksistens, stadig er spændinger imellem tysk- og dansksindede. Men foreningslivet har gjort det bedre, mener en gæst. Og en anden fortæller, at de unge forældre er begyndt at se stort og flot på, om det er en “dansk” eller “tysk” skole eller børnehave. For, som én siger; nogen foretrækker jo de tyske skoler og børneinstitutioner, fordi der er mere disciplin. Noget kunne tyde på, at kortene stadig er i gang med at blive blandet.

Foto & Video: Katrine Nilsen

Hjemmefødninge, fæstebønder og tyske aner

IMG_3101

Vi har igen taget en hæsblæsende tur gennem slægstsforskningsarkiverne. Jeg har brug for at slå ned et sted. Her kommer det!

Jürgen Hansen Bühnsen, født 1750. Min tip-tip-tip-tip oldefar, når jeg følger min bedstemors fars linje. Hvor Jürgen fødes vides ikke, heller ikke hvor og hvornår, han er død. Men hans navn lyder umiskendeligt tysk! ifølge en flittig slægtsforsker fra Tyskland, som jeg støder på i min research, er Jürgen Hausvater og Bohlsmann. Han er den sidste, der er oplysninger om i hans linje. Længere tilbage kan jeg ikke komme. Ifølge et leksikon over historiske erhverv i Slesvig-Holsten var en Bohlsmann i Herzogtum Schleswig en, der har et bol, altså en gård. Jürgen har været gårdmand. Men ifølge min private kilde, har han været “zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”, ligesom hans søn Jes, født i 1771, har været det.

Hvad betyder det og hvor ligger Ahretoft? Og adeligt? Min første indskydelse er, at Ahretoft må være et gods, der ligger i Tyskland, og jeg søger på godser med sådan et navn. Men det viser sig, at Ahretoft er det tyske navn for Årtoft. Og Årtoft ligger ikke i Tyskland, men i Danmark, faktisk ikke mere end et par km fra Bjerndrup, hvor min bedstemor er født. Nu ligger der en plantage.

Den del af min bedstemors familie har altså boet omtrentligt det samme sted i godt 250 år. Følger jeg linjen af Hansen’er tilbage op igennem tiden til bedstemors far, som var landmand, så er der desuden god grund til at tro, at de alle har været bønder. Det er tankevækkende! Har ingen af dem haft lyst til at rejse ud? Komme ud på eventyr? Nye udsigter og horisonter? Er det ikke meget almindeligt menneskeligt at ville opleve verden? Er hele min familie bønder og hjemmefødninge?

Jeg leder efter en forklaring. Hvad betyder det at være bonde på det her tidspunkt i historien? Årtoft har åbenbart hørt sammen med Søgård Gods, der var det største gods i Slesvig. Ahlefeldt’erne har siddet på magten her i 300 år. Landbrugets ejerforhold har på denne her tid været organiseret i fæstevæsnet. Dvs. at udtrykket “Zum adlichen Gute Ahretoft gehörig”  næsten kun kan betyde, at Jürgen og Jes har begge været fæstebønder under Årtoft, som nok har været en storgård, der har ligget under Søgaard Gods.  Men den sidste Ahlefeldt døde i 1722, og godset blev solgt. Så Jürgen og hans søn har været fæstebønder under en vis landråd Godske von Thiesen og senere, i 1786, grev Werner von der Schulenburg. Som fæstebønder har de skullet betale en årlig ydelse til herremanden som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. OG desuden gøre hoveri, det vil sige pligtarbejde for godsejeren. OG betale tiende  – en tiendedel af indkomsten til kirken. En tiendel! OG forskellige skatter til staten. Godsejeren har selvfølgelig haft ansvaret for, at de skatter blev betalt, og hvis Jürgen og Jes ikke kan betale, ja så må godsejeren jo lægge ud, og står de i gæld til godsejeren. Sådan har fæstevæsnet fungeret i kongeriget Danmark. Som en tilføjelse bliver Stavnsbåndet også indført i Danmark i perioden 1733. Officielt for at godsejerne kan skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kan udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen. Størst betydning har det for sønnerne i familien, der er bundet til deres (hjem-)stavn fra de er 14. til de er 40 år. Det ophæves først i 1788-1800, i etaper vel at mærke – mod at godsejerne ikke længere har ansvar for at stille soldater.

Jeg kommer igen i tanker om, at jeg jo skal passe lidt på med, hvad jeg kalder Danmark. På Søgård Gods indføres ganske vist arvefæste og selveje af von der Schulenburg, og hoveriet afløses istedet af afgift. Men det ser ikke ud til at hertugdømmerne er pligtige til at følge alle dele af Jyske Lov. Der har i Sønderjylland også eksisteret en anden form for begrænsning af bøndernes frihed, som ikke kun omfatter bindingen til gården og tjeneste på godset. Den omfatter både mænd og kvinder og dermed f.eks. også indgåelse af ægteskab: Livegenskabet. Det bliver indført i 1614 på de adelige godser i det meste af Holsten og dele af Slesvig, men når åbenbart aldrig til Kongeriget. Ophæves endeligt i 1805.

Det gør mig lidt oprørt at finde ud af, at folk i min slægt har levet under sådan nogle forhold. Ikke at jeg synes, jeg kender disse mennesker. Det er jo så abstrakt med en tip-tip-tip-tip. Men en bestemt kultur er vel ikke sådan lige at tage livet af. Og noget bliver vel videregivet til de næste generationer. En indstilling, en måde at se tingene på, i bedste fald en fornuftig pragmatisme måske? Men er det egentlig muligt for mig – her 250 år efter – at  sidde og dømme om de forhold?

Sameksistens

Denne gang lægger jeg særlig mærke til de mange vejskilte hernede, der viser vej til de tyske institutioner – skoler, sportshaller osv. De er det konkrete bevis på den sameksistens, som også er her. Vi har opdaget, at et efternavn ikke altid fortæller om tilhørsforholdet, og at slægtskab kan have mange forgreninger, som stikker dybt i nationale og historiske konflikter. “Tysksindet”, “Dansksindet”, Hjemmetysker”, “Højdansk”. Her er mange betegnelser for det, man helst ikke taler om, men dog accepterer som en naturlig del af hverdagen. Kortene er blevet blandet med tiden.

Vi hører selvfølgelig også om de ubudne gæster, “berigelsesturisterne”, der lister sig over grænsen og opfatter området som et gratis tag-selvbord. Dem er man bestemt ikke glade for. De er grunden til, at man låser sin dør, og at alarmselskaberne har kronede dage. Vi har jo selv oplevet, hvor stille og tomt her er i dagtimerne, når arbejdet trækker folk væk fra hjemmet. Der fortælles også om indbrug i private hjem om natten, mens folk ligger og sover. Det er derfor dem vi konkurrerer om ikke at ligne, når vi kører rundt i landskabet for at researche. Vi lærer hurtigt at gøre opmærksom på os selv og spørge om lov, før vi fotograferer. Når først vi har præsenteret os og ovenikøbet på synnejysk, så har gæstfriheden og hjælpsomheden dog ingen grænser.

Men når talen falder på de nye fremmede, hører vi lidt mere forsigtige historier om utaknemmelige gæster, der ikke er tilfredse med, hvad der er at tilbyde.  Fortællinger går om småbyer der bliver shinet op og beboere der venligt tager imod, men kvitteres med et nejtak! eller med illegal tuskhandel i baglokalet, der underminerer de små lokale købmænd. Det er noget der sårer og forarger. Vi hører dog også om arbejdsomme og talentfulde fremmede, der rigtig gerne vil, men synes det er svært at forstå og og begå sig. Om Kafkanske situationer og vrangvillig kommunalpolitik, der spænder ben og skiller de fremmede familier ad, uden tanke for, hvad der er ret eller rimeligt.

Det er svært, når man kun er på besøg, at vide hvad der er op eller ned, og hvad der er årsagen. Det her er et grænseland, hvor der til alle tider har været grænsegængere, velkomne som uvelkomne. Måske vil kortene igen med tiden blive blandet til en stor skøn pærevælling. Tiden læger som sagt alle sår…?

“Vi vill itt sågjern snak såmøj krigssnack”

I dag bliver et møde omkring kaffebordet imellem fire generationer og forskellige sindelag. Fortidens, nutidens og fremtidens. Alle aldersgrupper er repræsenteret. Der er ting vi helst ikke snakker om, om andre sluttes der måske borgfred. Imens udveksles der viden om bønder, kroejere, lavadel og norske aner, og vi finder ud af, at der faktisk er en, der uden problemer kan tyde og læse de snørklede gotiske bogstaver i de tyske stile, som Bedstemor skrev i sit stilehæfte. Vores værtinde er fra det tyske mindretal i Tinglev og har oplevet lidt af hvert, som meget ung bl.a. træfningen i Bredevad, da tyskerne om morgenen d. 9. april i 1940 besatte Danmark. Under 2. verdenskrig var hun med i et pigekorps, der sankede strå i engen. Det lavede de sko af, som så blev sendt ned til de tyske tropper ved Østfronten. Sådan var det dengang, fortæller hun. I hendes familie vidste man ikke noget om konzentrationslejrene.
Bedstemor selv gør indtryk. Hun spørger os, om vi har talt om krigen og får promte at vide af værtinden, at vi ikke så gerne vil have al den krigssnak. Vi finder også ud af, at Bedstemor måske er en lille bitte smule stokdøv, i hvert fald en gang imellem.

Foto: Katrine Nilsen

Stafetfortællinger og evokative billeder

Vi skal afsted til Sønderjylland igen. Før vi tager afsted dykker vi ned i stamtræ, årstal og navne på steder og personer, til vi til sidst er helt rundtosset og farer vild. Så fylder vi kufferterne op med al den nye viden, pakker bilen og tager afsted. Hele vejen derned synger vi og laver stafetfortællinger om alt, hvad vi passerer forbi. Da vi kommer frem, fortsætter vi med legen og skaber Evokative billeder på spisebordet, med indholdet fra Bedstemors kufferter. Vi er trætte, så hænderne vælger intuitivt, hvad der skal sættes sammen til små miniaturelandskaber, og der danner sig langsomt et mønster. Grænsen, krigen, jorden, køkkenbordet og verden udenfor. Nutiden blander sig i fortiden og vice versa.
Det føles godt at strække hovedet lidt ud af slægtsforskningen og i stedet få sat lidt mere konkrete og kunstneriske vinkler på. Vi bliver enige om, at udfordringen fra nu af må være, at få fortiden, nutiden og fremtiden til at blande sig endnu mere.

Foto: Katrine Nilsen

Lærebog i praktisk Svineopdræt

Avisudklip fundet i oldefars sanghæfte Sange ved Genforeningen 1864-1920 (Heimdals Trykkeri, Aabenraa) og udsnittet Skriftlæsning

En lærerbog i Praktisk Svineopdræt
—-

I en ny svindefold paa Melbygaard (en For-
pagtergaard under Grevskabet Lerchenborg) er der
ifølge “Vestj. Soc.-Dem.” paa væggene malet
iøjenfaldende Sentenser, der virker som en Lære-
bog i praktisk Svineopdræt.
Vi citerer et Par Stykker:

Tidt og lidt
Gi’r Appetit!

En altædende Gris
Skal have blandet Foder
Begribeligvis!

Brug Levertran, Kalk og Lysol
Og trygt på Svindeheldet stol!

Spark med Træskosnuder
Gi’r Svinene mange blodige Knuder
Og Danmark aarlig i Millioner
Tab af gode danske Kroner!

Fo’r og plej din Gris fagligt,
Saa kvitterer den med 1 Pund Flæsk daglig.

100 Kilo paa et halvt Aar
Du af den Belønning faar.

Kuldeslaaet Æde
Er Grisens Glæde.

Kartofler og grøn Luzerne
Er billigere end Mælk og Kærne.

Væk med den fugtige, kvalme Duft,
Fyld dit hus med Lys og Luft.

Tørt og halmrigt Leje
Er Grisens halve Pleje.

De higer og søger…

Billeder fra en hæsblæsende tur til Sønderjylland d. 21. – 23. marts 2016. En tredages Tour de Force i slægstsforskning og mental arkæologisk udgravning i lanskaber, lokalarkiver, familiealbummer, kirkebøger, kirkegårde og sågar bogstaveligt talt den Sønderjyske muld.

Foto: Katrine Nilsen

Klip fra stemningen i 1920

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv

Vi er på Tinglev Lokalarkiv. Leder efter oplysninger om den tyske folkehøjskole, hvor bedstemor var elev i slutningen af 30’erne. Vi spørger også om alt muligt andet, om Tinglevs lokalhistorie, om forholdet mellem dansk og tysk. Tinglev har et stort tysk mindretal og flere institutioner, bl.a. en børnehave, en skole, en efterskole og et tysk bibliotek, tysk gudstjeneste. En venlig arkivar forsøger at finde materiale frem til os. Det er svært, for vi ved ikke helt, hvad vi leder efter. Han finder nogle gamle afskrifter af aviser frem, som en ildsjæl engang har skrevet ind på gammeldags skrivemaskine.
Jeg bladrer lidt omkring 1920 og finder annoncer, som privatpersoner har indrykket i “Tonderne Zeitung” op til afstemningen i 1920. Én maner til besindighed mellem danske og tyske borgere og foreslår grundlæggelsen af en helt ny republik under navnet “Nordmark” og med Flensborg som hovedstad. Andre vil hjem til Danmark. Jeg undrer mig over sproget, ikke at det er på tysk, men den der politiske højstemthed, den nationale patos, alle de forventninger til hjemstavnen, der ligger mellem ordene.

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv