Tag: At høre hjemme

Digt af Otto Gelsted

Hjemme

Jeg vil lede efter et ensomt træ
og lære det godt at kende,
og det skal sige, så ofte vi ses:
Hvor har du været henne?

Sige: det var godt, du kom,
det var dejligt at høre din stemme…
Så vil jeg smile og sætte mig ned
og lade, som om jeg er hjemme.

Der må være en busk eller en sten,
der ikke kan bruges til andet.
Den vil jeg bo hos og ha til ven
og leve længe i landet.

(Digt af Otto Gelsted)

Et venligt køkken i Aabenraa

Foto: Katrine Nilsen
Foto: Katrine Nilsen

Idag er vi taget til Aabenraa, for at mødes med en af kræfterne bag Venligboerne i Sønderjylland. Vi håber at hun kan hjælpe os med at få arrangeret et Kaffemøde på et af asylcentrene i nærheden. Men, som med så meget andet, viser det sig hurtigt ikke at være så enkelt. Vi får at vide, at det primært er de nyankomne unge mænd der bor på asylcentrene og at de derfor ofte ikke forstår eller taler særlig godt dansk endnu. Vi får samtidig at vide, at flere af Venligboerene, der frivilligt hjælper med danskundervisningen på bl.a. asylcentrene, oplever, at det  netop er de unge mænd der har sværest ved at koncentrere sig om undervisningen. Det er fordi, siger vores værtinde idag, at de jo har hovedet fuldt af bekymringer for deres familie, som forhåbentlig snart følger efter. Når først de er her, så kan de unge mænd tage imod lærdom igen, for så er de fulde af motivtion for at lære at begå sig, så de kan flytte ud af asylcentret og skabe sig et hjem i det nye land de er ankommet til.
Men at få lov til at skabe sig et nyt og trygt hjem her, virker heller ikke til at være helt enkelt. Vi hører om mange forhindringer og omstændigheder der spænder ben, hvad enten de er bevidste eller ej. Nogle intentioner er gode, andre ikke. Men uanset, kan de lange afstande og manglende offentlige transport tilsyneladende nogen gange gøre det rigtig vanskeligt at bevæge sig fra A til B, for at opfylde de krav der bliver stillet.

Men hvorom alting er, så er målet med vores besøg idag, at forsøge at få stablet et møde med asylansøgere på benene. Vores værtinde foreslår derfor, at hun istedet i sit eget lille køkken, indbyder en skøn blanding af folk der har været her såpas længe, at de nu taler og forstår dansk. Men I må forstå, siger hun, de taler dansk, men ikke sønderjysk endnu. Hm, hvordan mon det vil gå, når de møder Bedstemor?

 

Sønderjylland og “Æ Kri”

Idag tager vi til Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot, for at dykke ned i Sønderjyllands historie…. for Bedstemors historie er også Sønderjyllands – eller i hvert fald en del af den. Hun er født i året for Genforeningen, hvor Nordslesvig blev til Sønderjylland. Og hun er vokset op i en modsætningsfuldt landsdel, hvor “krigen” har været evigt nærværende i mange hundrede år og hvor grænser var noget der konstant flyttede sig med krigens udfald, og med den, tilhørsforholdet og loyaliteten. Hvordan hører man hjemme i et sådant minefelt af modsatrettede interesser?

Vi følger en omvisning, med en af de meget kompetente frivillige omvisere, som kyndigt og medrivende fører os igennem næsten 400 års krig (ca. 2000 år, hvis man regner det hele med). For som så mange andre steder, er Sønderjyllands historie tegnet over de spor krigene har efterladt sig på landkortet. Det særlige ved Sønderjylland er dog, at det også omfatter en konstant skiftende grænsedragning og dermed skiftende nationalt tilhørsforhold, med alt hvad det fører med sig af konflikter. Af og til betød det også, at soldater blev sendt i krig på slagmarker, der lå langt fra hjemmet og i krige som de måske ikke helt følte var deres.

Men oven på al den krig, kan vi ikke lade være med at spekulere på, hvordan historien mon ville tage sig ud, hvis man istedet fortalte den, med udgangspunkt i det daglige liv, der trods alt er blevet levet undervejs?! Måske er det det vi prøver at gøre med dette projekt!?

Læs mere om Sønderjyllands Historie

Klip fra stemningen i 1920

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv

Vi er på Tinglev Lokalarkiv. Leder efter oplysninger om den tyske folkehøjskole, hvor bedstemor var elev i slutningen af 30’erne. Vi spørger også om alt muligt andet, om Tinglevs lokalhistorie, om forholdet mellem dansk og tysk. Tinglev har et stort tysk mindretal og flere institutioner, bl.a. en børnehave, en skole, en efterskole og et tysk bibliotek, tysk gudstjeneste. En venlig arkivar forsøger at finde materiale frem til os. Det er svært, for vi ved ikke helt, hvad vi leder efter. Han finder nogle gamle afskrifter af aviser frem, som en ildsjæl engang har skrevet ind på gammeldags skrivemaskine.
Jeg bladrer lidt omkring 1920 og finder annoncer, som privatpersoner har indrykket i “Tonderne Zeitung” op til afstemningen i 1920. Én maner til besindighed mellem danske og tyske borgere og foreslår grundlæggelsen af en helt ny republik under navnet “Nordmark” og med Flensborg som hovedstad. Andre vil hjem til Danmark. Jeg undrer mig over sproget, ikke at det er på tysk, men den der politiske højstemthed, den nationale patos, alle de forventninger til hjemstavnen, der ligger mellem ordene.

Kilde: Tinglev Lokalarkiv
Kilde: Tinglev Lokalarkiv

En note om det at være fremmed

Vi har været forbi huset på Kløvermarken. Huset ligner sig selv, der står det med de gule mursten. Jeg øjner det store birketræ i haven bagved. Men på en eller anden måde synes farverne alligevel at være falmede. Var trægavlene ikke sorte? Jeg synes, at jeg kan huske, at vi malede dem sorte (os børnebørn blev sat til at bestille noget). Eller måske er de bare blevet malet i en anden farve i mellemtiden? Jeg lægger mærke til stilheden igen, men denne gang er den iørefaldende. Der bor nye mennesker i huset, og vi har ikke nogen aftale. I bedstemors køkkenvindue fanger jeg et glimt af en fremmed kvinde, og jeg skynder mig at gå ned ad vejen. Det er jo ikke hende, der er fremmed, det er mig. Jeg føler, at jeg slet ikke har noget at gøre her. Vejen virker pludselig øde, og jeg er ekstremt bevidst om de lave hække langs husene. Fuglene kvidrer lystigt til mig. Der er frit udsyn fra naboernes vinduer og direkte indkig i deres haver. Jeg kommer i tanker om den gamle banesti, som vi af og til gik ture ad og beslutter mig for at spadserer en tur ned ad den i selskab med mine minder. Jeg er glad for at hækken ud mod banestien i det mindste er lidt høj. Næste gang laver vi en aftale!

Video: Anette Asp Christensen