Idag er vi taget til Aabenraa, for at mødes med en af kræfterne bag Venligboerne i Sønderjylland. Vi håber at hun kan hjælpe os med at få arrangeret et Kaffemøde på et af asylcentrene i nærheden. Men, som med så meget andet, viser det sig hurtigt ikke at være så enkelt. Vi får at vide, at det primært er de nyankomne unge mænd der bor på asylcentrene og at de derfor ofte ikke forstår eller taler særlig godt dansk endnu. Vi får samtidig at vide, at flere af Venligboerene, der frivilligt hjælper med danskundervisningen på bl.a. asylcentrene, oplever, at det  netop er de unge mænd der har sværest ved at koncentrere sig om undervisningen. Det er fordi, siger vores værtinde idag, at de jo har hovedet fuldt af bekymringer for deres familie, som forhåbentlig snart følger efter. Når først de er her, så kan de unge mænd tage imod lærdom igen, for så er de fulde af motivtion for at lære at begå sig, så de kan flytte ud af asylcentret og skabe sig et hjem i det nye land de er ankommet til.
Men at få lov til at skabe sig et nyt og trygt hjem her, virker heller ikke til at være helt enkelt. Vi hører om mange forhindringer og omstændigheder der spænder ben, hvad enten de er bevidste eller ej. Nogle intentioner er gode, andre ikke. Men uanset, kan de lange afstande og manglende offentlige transport tilsyneladende nogen gange gøre det rigtig vanskeligt at bevæge sig fra A til B, for at opfylde de krav der bliver stillet.

Men hvorom alting er, så er målet med vores besøg idag, at forsøge at få stablet et møde med asylansøgere på benene. Vores værtinde foreslår derfor, at hun istedet i sit eget lille køkken, indbyder en skøn blanding af folk der har været her såpas længe, at de nu taler og forstår dansk. Men I må forstå, siger hun, de taler dansk, men ikke sønderjysk endnu. Hm, hvordan mon det vil gå, når de møder Bedstemor?