Sameksistens

Denne gang lægger jeg særlig mærke til de mange vejskilte hernede, der viser vej til de tyske institutioner – skoler, sportshaller osv. De er det konkrete bevis på den sameksistens, som også er her. Vi har opdaget, at et efternavn ikke altid fortæller om tilhørsforholdet, og at slægtskab kan have mange forgreninger, som stikker dybt i nationale og historiske konflikter. “Tysksindet”, “Dansksindet”, Hjemmetysker”, “Højdansk”. Her er mange betegnelser for det, man helst ikke taler om, men dog accepterer som en naturlig del af hverdagen. Kortene er blevet blandet med tiden.

Vi hører selvfølgelig også om de ubudne gæster, “berigelsesturisterne”, der lister sig over grænsen og opfatter området som et gratis tag-selvbord. Dem er man bestemt ikke glade for. De er grunden til, at man låser sin dør, og at alarmselskaberne har kronede dage. Vi har jo selv oplevet, hvor stille og tomt her er i dagtimerne, når arbejdet trækker folk væk fra hjemmet. Der fortælles også om indbrug i private hjem om natten, mens folk ligger og sover. Det er derfor dem vi konkurrerer om ikke at ligne, når vi kører rundt i landskabet for at researche. Vi lærer hurtigt at gøre opmærksom på os selv og spørge om lov, før vi fotograferer. Når først vi har præsenteret os og ovenikøbet på synnejysk, så har gæstfriheden og hjælpsomheden dog ingen grænser.

Men når talen falder på de nye fremmede, hører vi lidt mere forsigtige historier om utaknemmelige gæster, der ikke er tilfredse med, hvad der er at tilbyde.  Fortællinger går om småbyer der bliver shinet op og beboere der venligt tager imod, men kvitteres med et nejtak! eller med illegal tuskhandel i baglokalet, der underminerer de små lokale købmænd. Det er noget der sårer og forarger. Vi hører dog også om arbejdsomme og talentfulde fremmede, der rigtig gerne vil, men synes det er svært at forstå og og begå sig. Om Kafkanske situationer og vrangvillig kommunalpolitik, der spænder ben og skiller de fremmede familier ad, uden tanke for, hvad der er ret eller rimeligt.

Det er svært, når man kun er på besøg, at vide hvad der er op eller ned, og hvad der er årsagen. Det her er et grænseland, hvor der til alle tider har været grænsegængere, velkomne som uvelkomne. Måske vil kortene igen med tiden blive blandet til en stor skøn pærevælling. Tiden læger som sagt alle sår…?